Danske Kasper Asgreen har arbejdet for denne dag så længe.

Men et dramatisk styrt på tredje etape af Schweiz Rundt for få uger siden betød, at Asgreen måtte udgå af etapeløbet. Men hvad værre er, at styrtet skabte problemer for Asgreens Tour-forberedelser.

Og det gav lidt skår i glæden, da Quick Step-rytteren fredag kom i mål efter 13,2 kilometers enkeltstart i København og blev spurgt, hvad dagens etape betød for ham.

»Jeg har arbejdet for det i halvandet år. Jeg er pisseærgerlig over, at jeg ikke kunne køre den i den form, jeg havde håbet på, men ja, jeg er bare glad for at være her,« sagde Asgreen og tilføjede om den historiske etape i Københavns gader:

»Det er fantastisk. Jeg er virkelig glad for den måde, som ruten er designet på, og jeg synes virkelig, vi viser noget af det bedste, som København har at tilbyde. Det var et godt show.«

Og showet, der gik forbi flere ikoniske københavnske steder som blandt andet Amalienborg, Den Lille Havfrue og Kongens Nytorv, nød Kasper Asgreen selv rigtig godt af på cyklen.

»Det var et fantastisk publikum derude.«

»Man blev virkelig båret rundt hele vejen. Det hjalp mig virkelig meget, for selv om jeg godt kan mærke mit knæ, så blev det ikke noget problem med den opbakning,« siger 27-årige Kasper Asgreen, der ved sit styrt i Schweiz Rundt slog sit knæ og måtte syes for en dyb flænge.

Da Kasper Asgreen selv kom i mål, var det som en foreløbig nummer 43.

Fredagens etape i København er den første af tre etaper i den historiske Tour de France-start i Danmark. Lørdag starter feltet i Roskilde, kører over Storebæltsbroen og ender i Nyborg, inden tredje etape på søndag tager Asgreen og resten af Tour de France-rytterne med fra Vejle til Sønderborg.

Derefter vender Tour de France-feltet snuden mod Frankrig, hvor der venter 172 kuperede kilometer fra Dunkerque til Calais.