For blot et år siden var han ukendt for de fleste, men nu er alles øjne rettet mod ham.

Den danske cykelstjerne Jonas Vingegaard tager nemlig hul på sit blot andet Tour de France i karrieren, og denne gang er alt forandret for den 25-årige dansker.

Efter sidste års drømmedebut og en sensationel andenplads i verdens største cykelløb, er han nu favorit til at kæmpe med om den samlede sejr.

Og derfor er han da også blevet udpeget som Tour-kaptajn for Team Jumbo-Visma.

25-årige Jonas Vingegaard.
25-årige Jonas Vingegaard. Foto: Brian Bjeldbak/Byrd
Vis mere

Han er dog ikke helt alene om den rolle.

For den slovenske superstjerne og holdkammeraten Primoz Roglic ånder ham i nakken, når der skal udpeges en 'chef' for det hollandske storhold.

»Vi er ligestillede og deler kaptajnsrollen. Det er måden, vi skal slå Tadej Pogacar (Tour de France-vinder i 2020 og 2021, red.) på. Jeg tror virkelig, vi har en chance for at køre med om sejren, når vi gør det på den måde,« fortæller Jonas Vingegaard til B.T.

Den delte kaptajnsrolle har dog gjort adskillige danske cykelfans nervøse for, om den danske stjerne i sidste ende må vige pladsen for sin slovenske holdkammerat, hvis begge ryttere har Pogacar og Tour-drømmen inden for rækkevidde, når feltet nærmer sig Paris.

Men det scenario afviser Jonas Vingegaard dog prompte, da han bliver spurgt ind til det:

»Jeg har ikke måttet gøre noget for at overbevise holdet om, at jeg skulle være kaptajn i år. Det har lige så meget været dem, der har ment, vi skulle deles om det. Så der har ikke været noget dér, nej.«

Men du ville ikke hellere have haft kaptajnsrollen for dig selv?

»Ikke lige nu. Hvis vi skal have en chance for at kunne slå Pogacar, så skal vi begge kunne køre med om sejren. Vores chancer er klart større på den måde.«

Med rollen som kaptajn følger også et gigantisk pres, som kun har vokset sig større og større de seneste 12 måneder efter sidste års Tour-eventyr.

Primoz Roglic (tv.) og Jonas Vingegaard triumferede sammen på sidste etape af årets Critérium du Dauphiné, hvor danskeren kørte først over målstregen.
Primoz Roglic (tv.) og Jonas Vingegaard triumferede sammen på sidste etape af årets Critérium du Dauphiné, hvor danskeren kørte først over målstregen. Foto: MARCO BERTORELLO
Vis mere

Men det er Vingegaard dog mere end klar til at tage på sig, lyder det fra danskeren:

»Presset er langt større nu, og jeg er sindssygt glad for, at folk tror på, at jeg kan gøre noget stort. Men selve presset rører mig ikke i forhold til, om folk tror på mig eller ej, når hele Danmark kigger med. For mig er det blot et kæmpe boost at mærke den opbakning.«

Den delte kaptajnsrolle mellem de to Jumbo-Visma-stjerner viste sig i øvrigt frem fra bedste side for et par uger siden.

Her viste de to holdkammerater forrygende Tour-form, da de triumferede sammen på sidste etape af årets Critérium du Dauphiné, hvor danskeren kørte først over målstregen.

Tour de France begynder i København 1. juli.