Teorien spredes allerede.

Og alle taler om det. 

For var Jonas Vingegaard styrtet på 15. etape, hvis han havde fået den optimale søvn natten til søndag?

Her blev danskeren nemlig pludselig vækket klokken 2 af en dopingkontrol. Og med ét var den optimale forberedelse til en stor bjergetape ødelagt.

Derfor har flere cykeleksperter det seneste døgn da også spekuleret i, om den manglende nattesøvn fik indflydelse på Vingegaards koncentrationssvigt på søndagens etape.

Blandt andre den tidligere cykelstjerne Robbie McEwen, der er ekspert hos TNT Sports.

Danskeren forlod løbet med armen i slynge. FOTO: Stefan Tabeling/DPA/Ritzau Scanpix

»Skal vi tale om elefanten i rummet?« lød det efter etapen på live-tv, inden han fortsatte:

»Hvor stor indflydelse havde dopingkontrollen klokken to om natten på, at Jonas Vingegaard lavede en fejl?«

Australieren, der har vundet adskillige Tour de France-etaper i løbet af karrieren, er i hvert fald ikke i tvivl om, at dopingkontrollen meget vel kunne have haft en indflydelse på danskerens styrt:

»Man ikke sige, at det absolut havde, men en ting, man heller ikke kan sige, er, at det ikke havde. For det kræver meget af koncentrationsniveauet for at kunne gennemføre en etape.«

»Så alle, der siger: 'Nej, nej', det var ikke en faktor', jeg kalder jer ud. For jeg er sikker på, at det helt klart kan og muligvis har været en faktor. Det hjalp på ingen måde,« afslutter Robbie McEwen.

Jonas Vingegaard vil ikke selv afvise, at der kan have været en sammenhæng mellem dopingkontrollen og styrtet.

»Det er klart, at det i hvert fald ikke har gjort noget godt for det, kan man sige. Om det er det, der er årsagen, tør jeg ikke at spå om. Det kan godt være, at det har gjort et eller andet. Det skal jeg ikke kunne sige. Jeg vil ikke skyde skylden på det, for det er cykelløb, og styrt sker i cykelløb. Så jeg tør ikke svare på det, siger han til TV 2 Sport.

Med søndagens exit kommer danskeren for første gang i karrieren ikke til at gennemføre et Tour de France, han stiller op i.