Selvom den samlede Tour de France-sejr er snublende nær for Jonas Vingegaard efter hans vilde triumf på 18. etape, nægter danskeren i gult at snakke om det.

»Jeg vil ikke tale om det endnu. Der er også en dag i morgen og en dag efter den, og så er vi i Paris. Så kan vi snakke om det, når vi kommer til det om to dage,« siger Jonas Vingeaard i sit vinderinterview.

I stedet ville han hellere fokusere på dagens triumf, og hvem han dedikerer den til.

Jonas Vingegaard sagde nemlig til sin kæreste og datter inden 18. etape, at han ville tage sejren på den sidste bjergetape for deres skyld. Og den ellers så ydmyge stjerne fra Glyngøre holdt da også sit vilde løfte til sin lille familie.

Det gjorde Vingegaard, da han knuste rivalen Tadej Pogacar og vandt 18. etape på toppen af Hautacam-stigningen, hvorefter han dedikerede sejren til sine to piger.

»I morges sagde jeg til min kæreste og datter, at jeg ville vinde for dem, og det gjorde jeg. Jeg er virkelig, virkelig glad for og stolt over, at jeg vandt for dem,« siger Jonas Vingegaard efter den vilde sejr og fortsætter:

»Denne her er til mine to piger derhjemme,« siger Vingegaard i interviewet på Eurosport efter etapen.

Vingegaard kørte solo på de sidste stejle kilometer og tog lige over et minut på Pogacar, så sloveneren nu har 3 minutter og 26 sekunder op til danskeren i den gule trøje.

Det er en meget komfortabel føring, men Jonas Vingegaard har altså ikke Paris i tankerne endnu.

»Jeg var bare glad for, at stigningen endelig var færdig. Det var helt vildt hårdt. Jeg er virkelig glad for, at jeg vandt etapen, men der er to dage mere, før vi når til Paris, så vi skal være fokuseret og tage det en dag ad gangen.«

Fredag venter der rytterne en tiltrængt flad etape og så skal det sidste klassementsslag slås i dette års Tour de France lørdag på den 40 kilometer lange enkeltstart.

»Det ser godt ud, men den er langtfra hjemme endnu,« siger Vingegaard til TV 2 og slår fast, at der også er en dag i morgen, hvor der kan være sidevind og ske så meget endnu.