Han har nærmest været vant til at have en holdkammerat klistret til sit hjul fra start til slut.

Men onsdag skete der det, som Jonas Vingegaard og Jumbo-Visma-holdet frygtede.

Den danske cykelstjerne endte nemlig pludselig med at sidde alene med Tadej Pogacar og én af hans UAE-holdkammerater på sidste stigning, Peyragudes, af 17. etape.

Noget, der unægtelig fik adskillige cykelfans i Danmark til at holde vejret i spænding hjemme i stuerne.

Sepp Kuss (bagerst) har ellers været klistret til Jonas Vingegaard det meste af Touren.
Sepp Kuss (bagerst) har ellers været klistret til Jonas Vingegaard det meste af Touren. Foto: CHRISTIAN HARTMANN
Vis mere

For da først danskerens vigtigste hjælperytter Sepp Kuss måtte give slip allerede på dagens næstsidste stigning, Col d'Azet, tydede alt på et gigantisk drama mellem de to Tour-rivaler, hvor Pogacar var én mand i overtal frem til mål.

En udvikling på etapen, der da også kom bag på Jumbo-Visma-sportsdirektør Grischa Niermann.

»Jeg var overrasket over, at Jonas sad alene med to til sidst, og at UAE havde tre mand med i så lang tid, da både Mikkel Bjerg og Brandon McNulty kørte godt,« forklarede han efter etapen, inden han fortsatte:

»UAE var stærke. De ville virkelig gerne vinde, kunne man se. Men vi kan være godt tilfredse med at sidde på hjul og blive nummer to.«

Den hollandske sportsdirektør mener ligeledes, at der kom en stærkere præstation fra Pogacars hjælperyttere, end han havde regnet med, og som gjorde, at Jonas Vingegaard endte i undertal:

Jonas Vingegaard sad alene med Tadej Pogacar og en af hans UAE-holdkammerater på onsdagens sidste stigning.
Jonas Vingegaard sad alene med Tadej Pogacar og en af hans UAE-holdkammerater på onsdagens sidste stigning. Foto: MARCO BERTORELLO
Vis mere

»Sepp Kuss røg af, da der var fire-fem ryttere tilbage, men da de kun var kun tre i alt til sidst, så var det ikke et problem, selv om det havde været bedre, hvis Pogacar også havde siddet alene.«

Netop Sepp Kuss har de seneste uger vist sig som Vingegaards vigtigste talisman efter holdets farvel til stjernerne Primož Roglič og Steven Kruijswijk.

Men han kunne dog ikke hjælpe den danske superstjerne helt i mål på onsdagens etape, erkendte han.

»De ryttere, som UAE har tilbage, er virkelig stærke, og de kørte bare stærkt i dag (onsdag, red.), men for os var det bare godt, at Jonas kunne sidde med Pogacar hele vejen til mål,« forklarer Sepp Kuss og tilføjer:

»Det var endnu en god præstation af Jonas i dag. Endda på en afslutning, der passer Pogacar så godt, og så er han alligevel tæt på. Torsdag bliver det et andet 'dyr' (bjerg, red.), vi skal kæmpe med. Der bliver det nok ret vildt med længere stigninger. I dag var en dag, der passede dem (UAE, red.) bedst.«

Tadej Pogacar vandt onsdagens etape foran Jonas Vingegaard. Dermed tabte danskeren fire bonussekunder til sin direkte konkurrent.

Vingegaard fører dog stadig det samlede klassement med to minutter og 18 sekunder ned til UAE-superstjernen.