Det var en glædelig nyhed, der tikkede ind søndag formiddag.

Her blev det afsløret, at den danske Tour de France-vinder, Jonas Vingegaard, skal køre Vuelta a España i år.

Noget, der faktisk har været planlagt længe, afslører Jumbo-Vismas sportsdirektør, Merijn Zeeman.

»Det var allerede planen i vinter, så det var ikke en ændring af planerne. Det var det, vi planlagde i off-season,« siger Zeeman til B.T. inden søndagens etape.

Jonas Vingegaard og Primoz Roglic skal begge være kaptajner for Jumbo-Visma i Vueltaen.
Jonas Vingegaard og Primoz Roglic skal begge være kaptajner for Jumbo-Visma i Vueltaen. Foto: Marco Bertorello/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Det har længe været vidst, at Primoz Roglic skulle køre Vueltaen som kaptajn for Jumbo-Visma.

Men nu står det altså klart, at Roglic, der ikke har kørt Tour de France i år, ikke er den eneste kaptajn.

Og selvom han skal dele titlen med Vingegaard, er der ingen sure miner, slår Zeeman fast.

»Det er sket flere gange på holdet ligesom i Touren sidste år. Vi planlagde det sammen. I Giroen var Roglic alene, i Touren er Jonas alene, og i Vueltaen er de sammen,« siger han.

Inden Vuelta a España starter i slut august, skal Jonas Vingegaard dog først køre over målstregen i Paris.

Du kan naturligvis følge den sidste etape af årets Tour de France i B.T.s live-blog lige HER.