En, to, tre, fire, fem, seks, syv, otte, ni.

Michael Valgren og Lars Bak blev tirsdag føjet til det samlede antal af danskere i årets Tour de France, og dermed bliver der rekordmange rød-hvide ryttere med i årets største cykelløb.

Aldrig tidligere har der været så mange med. De tidligere rekorder på otte ryttere blev sat i 1989 og 1991.

Det er en udvikling, der glæder den danske landstræner, Anders Lund.

»Det er et udtryk for, at danskerne kører rigtigt stærkt, for Tour de France er det løb, hvor der er allermest konkurrence om at komme med,« siger Anders Lund til B.T. Sport:

»Men det er også et udtryk for, at de danske ryttere er repræsenteret på flere forskellige hold. Vi har fået de professionelle ryttere spredt, så der i virkeligheden er flere pladser at køre om for den enkelte dansker.«

Midt i glæden over de mange danske Tour-ryttere påpeger Anders Lund dog også, at der i år er rekordmange danske ryttere på World Touren, nemlig 18. Så Tour-rekorden ligger i naturlig forlængelse heraf.

Skal vi så forvente, at

»Vi må jo afvente og se, hvor låste de bliver. I touren er der generelt så meget på spil for holdene, så de bliver endnu mere rigide med, hvordan de saster på bestemte folk. Her er der mere plads til at eksperimentere i Giroen og Vueltaen,« siger Anders Lund.

Han forventer selvfølgelig, at Jakob Fuglsang får fri klinge hos Astana i forhold til både klassement og etapesejre. Og så fremhæver landstræneren yderligere to danskere, der kan gøre sig bemærket.

»Sidste år så vi Søren Kragh komme formstærkt ind i Touren. I år ser det ud som om han har samme sæsonopbygning, og jeg forventer, at han kommer til at køre stærkt. Magnus Cort ser også rigtig stærk ud: Han blev nummer 13 i Dauphine og kørte også stærkt opad. Og som altid skal vi håbe på at danskerne bliver repræsenteret på mellemetaperne, hvor alle hold gerne vil være repræsenterede. Det skal vi håbe på som sidste år med Cort og Valgren,« siger Anders Lund.

Og det er netop også en af drømmene for Michael Valgren, der i år er med i Tour de France for i sin første sæson hos det sydafrikanske hold, Team Dimension Data.

»Vi går efter nogle sejre, og jeg kan ikke vente på at komme af sted og hjælpe en holdkammerat med at tage en etapesejr eller måske endda selv vinde én. Det ville være ret cool,« siger Michael Valgren til holdets hjemmeside:

Han var sidste år netop i udbrud med den daværende Astana-holdkammerat Magnus Cort, der faktisk endte med at vinde etapen.

De øvrige ryttere for Team Dimension Data, der skal køre Tour de France, er i øvrigt Edvald Boasson Hagen, Stephen Cummings, Reinardt Janse v. Rensburg, Roman Kreuziger, Giacomo Nizzolo og Ben King. Til gengæld har holdet udeladt sprinterstjernen Mark Cavendish.

»Det er en hård rute, men vi vil gerne være konkurrencedygtige på hver eneste etape,« siger teamets sportsdirektør, Doug Ryder.

Tour de France begynder på lørdag i Bruxelles.