Måske har du slet ikke lagt mærke til dem.

Eller måske har du, men uden rigtig at tænke videre over hvem de er, eller hvad de egentlig laver der i TV2's Tour de France-studie.

For bag ved vært Thomas Kristensen og cykeleksperterne Henrik Jul Hansen og Nicki Sørensen, der sidder i studiet ved små borde på en vej i de franske alper, dukker der i ny og næ to personer op. De siger ikke noget, de er der bare.

Og det er ikke TV2-medarbejdere, der er kommet på afveje i Tour de France-studiet. Det er derimod et helt almindeligt fransk-dansk ægtepar.

Her ses den mandlige statist i baggrunden i TV2's Tour de France-studie. Foto: TV2.
Her ses den mandlige statist i baggrunden i TV2's Tour de France-studie. Foto: TV2.
Vis mere

»Vi har to statister. Det er et ældre ægtepar, vi har fundet. Det er ikke skuespillere, men bare et ældre ægtepar, som passer til den lille landsby,« fortæller produktionschef hos TV2 Klaus Bøgeholdt, der er ansvarlig for Tour de France-studiet.

TV2, der har rettighederne til Tour de France, har i deres studie, hvorfra der sendes optakt og nedtakt til hver etape, skabt et univers, der dels består af den kunstige landsby og af den virtuelle grafik i baggrunden.

Og her passede de to statiser, hvor manden er fransk og kvinden dansk, godt ind i illusionen om et hårnålesving i en lille fransk alpe-by.

»Hele målet med det er jo at gøre folk nysgerrige omkring det og tænke 'hvem var det, han var da levende, ham der sad bagved...'« lyder det fra Klaus Bøgeholdt.

Her ses den mandlige statist i TV2's Tour de France-studie.
Her ses den mandlige statist i TV2's Tour de France-studie.
Vis mere

På sociale medier er det også begyndt at gå op for seerne, at der render to personer rundt i baggrunden af Tour-studiet, og hos TV2 har man også gjort sig mange tanker om, hvordan de to statister skal bruges i studiet uden at stjæle al opmærksomheden.

»Det må jo endelig ikke tage fokus. Det skal ikke være sådan, at folk kun kigger på det og ikke hører efter, hvad der bliver sagt,« fortæller Klaus Bøgeholdt, der selv har været i tvivl, om det ville blive en succes.

Men indtil videre har reaktionerne fra TV2's seere været gode.

»Folk har indtil videre synes, at det er sjovt, og at det er underligt. Og det er lige præcis hensigten,« lyder det fra Klaus Bøgeholdt.