Man skal passe på med at hylde Jørgen Leth. Pludselig sidder du og kommenterer Tour de France med ham.

Sådan gik det for tv-vært og musiker Mattias Hundebøll efter en hyldest på Instagram.

Mattias Hundebøll delte tirsdag en video, hvor han skrev, at han havde taget en improviseret tur til Frankrig for at se cykelløb.

Samtidigt var han også i Frankrig for at hylde Jørgen Leth ved at skrive hans navn på vejen, som det er for vane for fans at gøre med de store cykelstjerner under de store etapeløb.

'Jørgen er lyden af sommer. Jørgen er en søgende, nysgerrig og konsekvent kunstner. Og jeg havde fandme fortjent en mere respektfuld afsked med vores tv-skærme,' skriver tv-vært om 82-årige Leth, der i år ikke er med hos TV 2 under Touren, men i stedet kommenterer løbet på sin egen Youtube-kanal.

Mattias Hundebøll forsøgte sig også lige i slutningen af Instagram-opslaget med at sende Jørgen Leth en forespørgsel om et møde torsdag (i går, red.).

Men han fik mere end det.

Ikke nok med at Jørgen Leth på sin Instagram-profil takkede Mattias Hundebøll for sin hilsen - så faldt der også en invitation til at kommentere 18. etape.

Således blev det, og Mattias Hundebøll fik også muligheden for at vise Jørgen Leth, at han har en tatovering af sit idol.

'Hunni (Mattias selv, red.), han er rystet. Og meget, meget lykkelig og taknemmelig,' siger Mattias Hundebøll efterfølgende på sin Instagram-profil.

Undervejs i Tour de France har Jørgen Leth blandt andet også haft besøg af Peter Falktoft og Anders Samuelsen i sin transportable kommentatorboks.

Fredag er der endnu en vild bjergetape i vente, når Tour-feltet slutter på toppen af en stigning til Tignes. Følg etapen her på bt.dk fra klokken 13.55.