»Det har været en historisk dag, må man sige. Det er vildt at være en del af.«

Sådan lyder det fra danske Christopher Juul-Jensen kort efter 19. etapes kaotiske afslutning, hvor dårligt vejr og et jordskred betød, at Tour de France-etapen blev stoppet før tid.

Mitchelton-Scott-danskeren er sikker på, at det var den rigtige beslutning at stoppe, men undrer sig en smule over, at den melding ikke kunne være kommet tidligere.

»Det var en kaotisk situation. Diskussionen fremover kommer nok mere til at bestå i, at de kunne have taget beslutningen lidt tidligere, så toppen af stigningen havde været målstregen,« forklarer han til B.T.

»Nu står alle tilbage med en forvirret fornemmelse, som er, at det hele er blevet stoppet uden en etapevinder og følelsen af en officiel afslutning på det hele.«

Særligt ærgerligt var det også for Christopher Juul-Jensen, da hans holdkammerat Simon Yates sad med helt fremme på etapen og derfor meget vel kunne have kørt om endnu en etapesejr.

»Vi havde Simon Yates, der havde kørt anderledes, hvis han vidste, at han kørte om en etapesejr. Vi står tilbage med følelsen af, at det er ærgerligt. En lidt bitter følelse. Det var tre timer, hvor vi pressede os selv til det yderste, og så sluttede det på en lidt fesen måde,« siger han.

Kort efter etapen blev afblæst var der tydelige protester fra flere ryttere, men da det blev klart, at der også var opstået et jordskred på vej ned af nedkørslen, var der ikke meget at diskutere. Det mener Christopher Juul-Jensen.

Simon Yates (th.) sad forrest med Egan Bernal, da etapen blev stoppet.
Simon Yates (th.) sad forrest med Egan Bernal, da etapen blev stoppet. Foto: MARCO BERTORELLO
Vis mere

»Det virker som om, at der ikke var nogen anden beslutning at tage end at stoppe løbet. Det var ikke muligt at komme igennem et jordskred sådan rent fysisk,« siger han og fortsætter:

»Det er den fornuftige beslutning at tage. Det havde været uheldigt, hvis de havde valgt at satse og håbe på, at rytterne kom igennem det. Man kunne virkelig være havnet i en svær og vanskelig situation for rytternes sikkerhed. Der skal ikke særlig meget jordskred til, før en bjergrytter forsvinder ned i en lavine.«

Den bratte afslutning betød, at den colombianske Team Ineos-rytter Egan Bernal er ny mand i den gule førertrøje.

Han angreb og kørte væk fra alle de andre favoritter op ad Col de l'Iseran, hvor tiderne fra toppen blev gældende for det samlede klassement.

Den beslutning er danske Michael Mørkøv til gengæld ikke enig i. Det kan du læse mere om lige her.