Søndagens etape blev den sidste for Wilco Kelderman i dette års Tour de France.

Danmark Rundt-vinderen fra 2013 er udgået af det franske cykelløb på grund rygproblemer.

Det skriver Team Sunweb, som hollænderen kører for, på sin hjemmeside.

»I løbet af de sidste par dage har Wilco haft rygsmerter og stivhed,« siger holdlæge Anko Boelens på Sunwebs hjemmeside.

»Smerten er taget til, som løbet er skredet frem, og derfor kan han ikke træde watt ud i pedalerne.«

Kelderman udgik af det spanske etapeløb Volta Ciclista a Catalunya i marts med et brud i nakken.

Og den skade har sat sine spor på hollænderens krop, lyder det fra holdlægen.

»I stedet for at presse på og gå til grænsen er det bedst for Wilco at tage hjem og komme sig og få yderligere behandling, så han kan kigge frem mod den næste del af sæsonen,« siger Anko Boelens.

Wilco Kelderman er ude af Touren.
Wilco Kelderman er ude af Touren. Foto: GIAN EHRENZELLER
Vis mere

Kelderman har ikke gjort meget væsen af sig i dette års Tour de France. Hans bedste individuelle placering kom, da han på 3. etape blev nummer 27.

Hollænderen lå efter søndagens etape på 59.-pladsen i det samlede klassement.

Kelderman har fire sejre på cv'et. Ud over den samlede sejr i Danmark Rundt i 2013, vandt han også enkeltstarten i det danske etapeløb det år.  De to andre sejre i karrieren kom også i tidskørsel.

ritzau