Det er uretfærdigt.

»Jeg ved ikke, hvorfor jeg har gjort mig fortjent til det her,« siger Thibaut Pinot til den franske avis L'Equipe.

Det er den følelse af frustration, som franskmanden sidder tilbage med, efter at han grædende måtte forlade dette års Tour de France

Nu åbner han op om skuffelsen i flere franske medier, skriver Cyclingnews.com

Her ses en grændende Thibaut Pinot, der forlader dette års Tour de France.
Her ses en grændende Thibaut Pinot, der forlader dette års Tour de France. Foto: MARCO BERTORELLO
Vis mere

Det var en tydeligt frustreret og smerteplaget Thibaut Pinot, som satte sig på cyklen til Tourens 19. etape.

Frustrationen blev afløst af tårer, da det gik op for franskmanden, at han blev nødt til at stå af cyklen blot to dage før afslutningen i Paris.

Og det er ikke svært at forstå skuffelsen hos Pinot, for han havde kæmpet sig til en femteplads i det samlede klassement.

»Jeg har kørt syv Tour de France-løb, og jeg er udgået fire gange, men i andre løb udgår jeg aldrig. Det sker kun i Grand Tours, selvom de er perfekte løb for mig,« siger Pinot i et interview med L'Equipe.

Thibaut Pinot kunne ikke holde tårerne tilbage, da han måtte se virkeligheden i øjnene: Han måtte udgå af Tour de France.
Thibaut Pinot kunne ikke holde tårerne tilbage, da han måtte se virkeligheden i øjnene: Han måtte udgå af Tour de France. Foto: MARCO BERTORELLO
Vis mere

Det var nogle hårde dage for Pinot, da feltet ramte alperne. Smerterne i benet blev endda så store, at han kun kunne træde igennem med det ene ben.

Han ønsker ikke at svare på, om han ville have været i stand til at følge colombianske Egan Bernal, der vandt dette års Tour de France ved at gå i afgørende udbrud på den etape, hvor franskmanden udgik. Men når Pinot ser tilbage, så ser han det overraskende nok som en velsignelse i forklædning, at han tabte tid i sidevinden på etapen til Albi. Og det er der en god forklaring på.

»Hvis jeg skulle forlade Touren, imens jeg var 10 sekunder efter den gule trøje med en fordel over alle andre, så ville jeg behøve meget mere tid til at komme mig over det,« siger Pinot.

Nu er tiden kommet til, at den 29-årige cykelrytter skal ovenpå igen. Og hvis han skal glemme 'sit livs største skuffelse', som han har kaldt sit exit fra Touren, så er succeskriteriet intet mindre end at vinde verdens største cykelløb.

»Hvis jeg skal glemme det her, alle kampene, så vil kun en sejr være godt nok. For at glemme alt det her er jeg nødt til at vinde Touren en dag,« siger Groupama-FDJ-rytteren.