»Det er et puslespil. Der er penge i det, der er store følelser, og nogle slutter karrieren under Touren.«

Sådan siger sportsdirektør hos Deceuninck-Quick Step Brian Holm, da han bliver bedt om at forholde sig til transferkarusellen og spillet i skyggen, når agenter og holdbosser forhandler om rytternes fremtid.

Det er nemlig alment kendt, at hviledage som den i dag i stor stil bliver brugt til at forhandle aftaler på plads, om hvor Tour-rytterne skal køre den kommende sæson.

»Der er møder, møder, møder. Der er sådan set også møder uden for hviledagene med managers også. Det vil typisk være den øverste chef, hos os Patrick Lefevere,« siger Brian Holm.

»Uanset hvad er rytterne spændte på deres fremtid, og hvor de skal køre året efter. Det er agenterne, der kommer ud på hotellerne.«

Der findes også ryttere, som allerede har deres kontrakt på plads og får det i løbet af foråret. Andre har ikke kontraktudløb det pågældende år, men for rigtig, rigtig mange ryttere er Tour de France lig med kampen om den fremtidige kontrakt. I år er det eksempelvis tilfældet for Jakob Fuglsang, der har kontraktudløb ved årsskiftet.

Men danskeren har allerede gjort så positivt opmærksom på sig selv i 2019, at hans præstationer ved Tour de France umiddelbart ikke er afgørende for hans fremtid. Til gengæld er det højst sandsynligt her, at den falder på plads.

Modsat forholder det sig hos danskerne Kasper Asgreen og Michael Mørkøv.

»Det er en anden regel. Man skal aldrig brænde sine broer,« siger Brian Holm om transferspillet bag Tour de France.
»Det er en anden regel. Man skal aldrig brænde sine broer,« siger Brian Holm om transferspillet bag Tour de France. Foto: Nils Meilvang Nils Meilvang
Vis mere

»Du kan se Quick Step-danskerne har en kontrakt, så de kan godt have ro i sjælen. Ryttere er altid sådan, at de bliver stresset af, at de ikke har deres kontrakt på plads. Det er ikke så meget pengene, men mere det her med, at deres fremtid er uafklaret,« siger Brian Holm.

Det er ikke kun ryttere, der skal have deres fremtid på plads. Det gælder også stab, mekanikere og andre ansatte på holdene, og ofte bliver de nye kontrakter afgjort af relationer, siger Brian Holm.

»Jeg ved, at der er nogle få agenter, Patrick Lefevere godt kan lide, og resten hader han som pesten. 80 pct. af dem er også en flok brugtvognsforhandlere. Det er ikke alle, der er lige troværdige. Der er nogle, der en gang har snydt ham med en rytter eller ikke holdt deres ord,« forklarer Holm og fortsætter.

»Derfor er der ryttere, der har meget svært ved at komme ind til os, fordi deres agenter har snydt Patrick eller ikke har holdt deres ord.«

Men indimellem er det også et emotionelt spil, fortæller Brian Holm.

For to år siden forlod belgieren Julien Vermote Deceuninck-Quick Step, hvor Holm er sportsdirektør, til fordel for Dimension Data, og det var rigtig svært for rytteren at overlevere nyheden til sit daværende hold.

»Han var helt elendig over at skulle fortælle det og kunne ikke sove om natten. Det var nærmest med tårer i øjnene. Jeg rådede ham bare til at være ærlig. Så kunne han måske komme tilbage til holdet en dag, hvis han var loyal. Det er en anden regel. Man skal aldrig brænde sine broer,« siger Brian Holm.

»Det handler ikke kun om at skrive kontrakt. Det er også indimellem de store følelser, for det er ikke alle ryttere, der smækker med døren, når de går.«