19 år.

Så længe har danskerne hver sommeraften kunnet sætte sig i sofaen og få deres daglige Tour de France-overblik i DR's populære program 'AftenTour'. Men søndag er det slut.

Programmet, der i år har haft Tina Müller som vært, er nemlig et af de programmer, der bliver ramt af besparelserne i DR, og derfor bliver aftenens udsendelse den sidste af slagsen.

»For mig har det at dække Touren været en af de største oplevelser i min karriere. Tour de France er magisk. Man bliver tryllebundet af alle de elementer, som løbet byder på. Uforudsigelige etaper, vejrskifte, cykelryttere med kæmpe overskud, forrygende stemning, fans og storheden,« fortæller Tina Müller til B.T.

Tina Müller er vært på årets udgave af 'AftenTour'.
Tina Müller er vært på årets udgave af 'AftenTour'. Foto: Privatfoto
Vis mere

»Derfor ærgrer det mig naturligvis også, at det her var både min første og sidste gang med 'AftenTour'. For jeg synes, at vi har et program, der giver nærvær. Hvor rytterne kommer til deres ret i en blanding af godt humør og faglighed.«

Lukningen sker, efter at det i fjor blev besluttet, at DR's sportsredaktion ville opleve 'markante besparelser'. Blandt andet er der blevet sparet på en række rettigheder til store sportsbegivenheder, herunder Tour de France.

Det betyder, at DR's rettigheder til verdens største cykelløb udløber i slutningen af 2019, og derfor er aftenens udgave af 'AftenTour' den sidste.

»Beslutningen om, at det lukker, er ude af mine hænder, og der er derfor intet, jeg kan stille op. Andet end at være dybt taknemmelig for, at jeg fik muligheden for at blive forelsket i verdens største cykelløb,« fortæller Tina Müller.

Men det er ikke kun hos Danmarks Radio, at lukningen af 'AftenTour' skaber reaktioner.

Hos TV2 glæder Dennis Ritter sig over, at kanalen nu skal til at lave aftenprogrammer i stedet for DR.

»Nu er jeg jo på den konkurrerende tv-station, og det er os, der skal til at lave aftenprogram. Det er jeg enormt glad for, at vi skal. For jeg tror selvfølgelig på, at vi kan gøre det bedre,« siger han til B.T.

Hvis han tager de professionelle briller af, ærgrer Dennis Ritter sig dog også over lukningen af det populære aftenprogram. Han var nemlig med til at starte det i sin tid.

Dennis Ritter var med til at starte 'AftenTour'.
Dennis Ritter var med til at starte 'AftenTour'. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

»Det er en god æra, der slutter. Det har været godt for begge kanaler, at vi har haft konkurrence, så vi har holdt hinanden skarpe,« mener Dennis Ritter.

»Når jeg snakker 'AftenTour' med folk, forsømmer jeg ikke en lejlighed til at fortælle folk, at jeg var med til at starte det. Det er jeg stolt af. Så den side af mig er selvfølgelig ked af, at det lukker.«

Når TV2-kommentatoren husker tilbage på sin tid på 'AftenTour', kalder han det en 'stor legeplads med uanede muligheder', fordi journalisterne virkelig havde mulighed for at sætte deres eget præg på udsendelsen.

»Det var et eventyr at give sig i kast med. Der var benhård konkurrence. Fra vi stod op, til vi gik i seng, var vi optaget af, at vi skulle være førende på nyheder. Der var virkelig konkurrence med TV2,« siger Dennis Ritter.

På det tidspunkt var stemningen mellem TV2 og DR 'virkelig dårlig', forklarer han, fordi DR pludselig begyndte at dække Tour de France, der historisk set var en TV2-begivenhed.

»Der var virkelig en holdånd, som jeg ikke har oplevet på den måde, hverken før eller siden, selv om vi også har en her på TV2. Men dengang var vi sådan et lille hold, og konkurrencen var så skarp.«

»Hver morgen, vi stod op, følte vi, at vi skulle i krig og bare slå TV2. Det var meget sjovt,« siger Dennis Ritter.

Sidste udgave af 'AftenTour' sendes i aften klokken 21.15 på DR1.