Efter Jakob Fuglsangs exit fra Tour de France er der nu flere dårlige nyheder til Astana.

Holdet har nemlig besluttet at trække spanske Luis Léon Sánzhez ud af løbet, som følge af Fuglsangs farvel.

Det bekræfter Astanas sportsdirektør, Dmitriy Fofonov, over for B.T.

»Sánchez vil ikke starte i morgen. Vi scannede ham på hviledagen, og vi besluttede at skubbe det hele to dage, så han kunne køre de flade etaper for at arbejde for Jakob, men fra i dag giver det ikke mening mere.«

Den spanske rytter har længe døjet med rygproblemer, og derfor var der på hviledagen også usikkerhed omkring, hvorvidt han kunne fortsætte.

Det fortalte Fofonov mandag til B.T.

Luis Leon Sanchez udgår dermed samme dag som hans kaptajn, Jakob Fuglsang, der på dagens etape styrtede voldsomt og havde for mange smerter til at kunne fortsætte.

Dermed er Astana nu nede på seks ryttere, der skal køre de resterende etaper i årets Tour de France.

B.T. følger Jakob Fuglsangs farvel til Tour de France tæt, og du kan følge det hele minut for minut i LIVE-bloggen her.