Selvom både Fuglsang, Asgreen og Cort er styrtet i dette års Tour, fortæller statistikken faktisk, at der er et fald i styrt sammenlignet med tidligere udgaver af verdens største cykelløb.

En del af forklaringen skal ifølge lægen Joost de Maeseneer findes i det forbud, Den Internationale Cykelunion, UCI, indførte mod præparatet tramadol 1. marts i år.

»Ja, det spiller en rolle. Det skyldes ikke kun det nye forbud, men det er en del af forklaringen,« siger Joost de Maeseneer til B.T.

Han er holdlæge på det belgiske hold Wanty-Groupe Gobert, der også er med i Touren.

Jakob Fuglsang styrtede på 1. etape af dette års Tour de France.
Jakob Fuglsang styrtede på 1. etape af dette års Tour de France. Foto: POOL
Vis mere

Fra holdets lægebil har han observeret løbet, og her han lagt mærke til, at der er færre styrt. Årsagen skal ifølge Joost de Maeseneer altså blandt andet findes i forbuddet mod tramadol. Han bakkes op af kollegaen Servaas Bingé fra Lotto Soudal.

Tramadol har været benyttet en del i det professionelle cykelfelt. Når rytterne har talt om en såkaldt 'finaleflaske', har denne indeholdt knuste koffeinpiller og ca. 20-50 milligram tramadol. Ofte blev flasken taget i brug i løbets sidste 50 kilometer.

»Når du bruger Tramadol, fjerner du smerten i benene og i kroppen. Dermed kan du køre hurtigere i længere tid,« siger Joost de Maeseneer, der selv står ved, at hans ryttere har benyttet sig af tramadol.

»Det har ikke været på dopinglisten, så det var tilladt at bruge. Men jeg har aldrig brudt mig om det præparat, og vi har forsøgt at undgå det. Det betyder selvfølgelig ikke, at vi ikke selv har brugt det. Men generelt har det været alt for udbredt i feltet,« fortæller den belgiske læge.

Dylan Groenewegen var også i jorden på første etape – det spolerede hans drøm om en gul trøje.
Dylan Groenewegen var også i jorden på første etape – det spolerede hans drøm om en gul trøje. Foto: JEFF PACHOUD
Vis mere

Bivirkninger ved tramadol er typisk kvalme, træthed eller koncentrationsproblemer. Den kombination kan hurtigt føre til styrt i feltet.

B.T. har talt med Lars Bak og Christopher Juul-Jensen om tramadol, men ingen af de to kan bidrage til diskussion om forbuddet mod tramadol. Ikke fordi de ikke vil, men ingen af dem har indgående kendskab til lægemidlet, fortæller de.

Tramadol var før forbuddet 1. marts 2019 ikke på Det Internationale Antidopingagenturs (Wada) liste over forbudte stoffer, og derfor kunne holdene uden problemer benytte sig af tramadol.

I 2014 vakte cykelrytteren Michael Barry opsigt, da han til citat sagde, at det daværende Team Sky-mandskab aktivt benyttede sig af tramadol under løb. Den anklage afviste holdet senere.

Efter tramadol er kommet på dopinglisten, vil indtag af lægemidlet medføre en straf.

Først får rytterne en bøde og bliver udelukket fra et enkelt løb. Anden gang rytteren tages for tramadol, udelukkes man i fem måneder, og tredje gang straffes rytteren med ni måneders udelukkelse.

Hvis det viser sig, at flere ryttere fra samme mandskab benytter sig af tramadol, kan hele holdet blive udelukket.