»Ens far er uden sammenligning ens største forbillede. Det er ham, man gerne vil leve op til. Stort set alle de valg, jeg har truffet i mit liv, har været fordi, at jeg ville gøre min far stolt.«
Michael Mørkøv er en mand, der tænker. Men at tænke sig om og tage en dyb indånding er der ikke altid så god tid til under verdens største cykelløb, Tour de France.
Ikke desto mindre har Deceuninck-Quick Step-rytteren, der mistede sin far for 12 år siden, sagt ja til at møde B.T. til en snak om faderskikkelser som forbilleder og deres betydning, midt i Tour-kaoset.
»Jeg synes egentlig, at min historie med min far og savnet til ham har været fortalt flere gange tidligere, også under Touren,« svarede han, da B.T. henvendte sig.
»Men hvis du kan løfte det og lave en anderledes historie, er det ok.«
Derfor vil denne artikel ikke handle om Michael Mørkøvs savn til sin afdøde far. Til gengæld er den et forsøg på - med udgangspunkt i Michael Mørkøvs liv - at skildre, hvordan en far kan være, og hvordan faderrollen har præget hans egen tilværelse.
En far, der elskede cykling
Michael Mørkøv er opvokset i Kokkedal med sine to brødre, Jesper og Jakob, og deres forældre. Mor var områdeleder på et ældrecenter, mens farmand var selvstændig og ejede en radiobutik.
Da Michael var helt lille, var hans største drøm at overtage nabobutikken og åbne en cd-butik.
Men allerede tidligt i tilværelsen tog Michaels liv en anden retning. Den var også i høj grad betinget af hans far.
»Som 11-årig begyndte jeg at cykle, det var i hvert fald i stor kraft af min fars kærlighed til sporten,« fortæller Michael Mørkøv.
Hans far elskede seksdagesløbene i Forum, som han år efter år tog ind for at se. Et år kom Michael med.
»Et af de tydeligste minder, jeg har med min far, skete, da jeg var otte-ni år. Han kom hjem en dag fra radiobutikken og fortalte mig, at vi skulle køre en tur. Vi kørte ind til Forum, som jeg kunne genkende, men jeg vidste ikke, at det var det tidspunkt på året, hvor der var seksdagesløb,« fortæller Michael Mørkøv.
»Pludselig sad jeg med min far, bare os to, til seksdagesløb. Da følte jeg mig voksen og accepteret. Jeg var ikke bare et barn derhjemme. Hans passion kunne jeg tydeligt mærke, og der startede min.«
Fordi hans far syntes, at cykling var sejt, syntes Michael det også.
»Det her med at leve op til ens far er en meget stor drivkraft,« fortæller Michael Mørkøv.
»Specielt siden jeg har mistet ham, og jeg mindes og tænker på ham, reflekterer jeg over, hvad en far-rolle egentlig er. Jeg kommer egentlig altid lidt tilbage til den samme konklusion.«
En far er et forbillede. Faktisk det største.
Ham selv som far
I dag er Michael Mørkøv selv far til to: Frederik på tre og Alberte på fem. Han er meget bevidst på at give sine børn opmærksomhed. Især for Frederik er det vigtigt at få anerkendelse, fortæller Deuceuninck-Quick Step-rytteren.
»Alberte vil selvfølgelig også gerne have den, men Frederik er en dreng, der kan lide at cykle og er vild med at løbe hurtigt. Det er min anerkendelse, han gerne vil have, og den er jeg opmærksom på at give ham.«
Selv er Michael Mørkøv opvokset med en far, der var 'stor fortaler af janteloven', som Michael formulerer det. Og det har sat sig sine spor i Michaels cykelkarriere.
»Han sørgede for at holde os nede. Det var ikke på en ond måde, men en realistisk én. Indimellem har jeg været lidt ærgerlig over det, fordi jeg nogle gange har manglet troen på mig selv som ung cykelrytter,« siger Michael Mørkøv.
Mens mange unge sportsfolk tidligt bliver rost til skyerne hjemmefra og måske har en smule høje tanker om sig selv, var det det modsatte med Michael Mørkøv. Og i det lange løb har det egentlig nok været en gave fra sin far.
En realisme og en ydmyghed, der har båret Michael Mørkøv langt, men den har ikke altid været nem at blive konfronteret med.
»Jeg kan tydeligt huske en episode, hvor jeg var 13-14 år. 'Jeg tror sgu godt, at jeg kan vinde det dér løb i Slagelse på søndag,' sagde jeg til min far på vej hjem fra et cykelløb. Han svarede bare: 'Ah, der er også mange andre gode med.' Der kan jeg huske, at jeg tænkte: 'Prøv nu lige at tro lidt på mig'.«
At kende sin far
Siden faderens død er et spørgsmål vendt tilbage igen og igen hos Michael Mørkøv. Et spørgsmål, som ofte dukker op i den slags sammenhænge: 'Hvor godt kendte jeg egentlig min far?'
Gode minder har brændt sig fast, men generelt lavede Michael Mørkøv ikke meget med sin far. Den kendsgerning har også brændt sig fast.
»Det er jeg selv meget opmærksom på med min dreng nu. Jeg prøver på at involvere ham mere,« siger Michael Mørkøv.
»Nogle gange kan jeg se mig selv i min far, når jeg er i gang med noget, og Frederik prøver på at være med. Selvom det ville være gå hurtigere, hvis han ikke var der, bestræber jeg mig på at tænke på, at det gælder om at være sammen med min knægt. Ligesom jeg gerne ville være det med min far dengang.«
Den første og sidste krammer
Michael Mørkøvs far døde i løbet af ganske få uger, syg af en prostatakræft, som hastigt spredte sig i hans krop. Faktisk var det ikke var hårdt at miste hans far, fortæller han. Selvom han selvfølgelig brød sammen, da han fik nyheden.
Det skete i sommeren 2007, og Michael var på vej til Kina for at forberede sig på OL i Beijing året efter.
»Da jeg tog afsted, vidste jeg, at han ikke ville være der, når jeg kom tilbage.«
Michael overvejede ikke at blive hjemme fra turen, fordi han var så fokuseret på cyklingen. Til gengæld besluttede han sig for noget. Og det er noget af det, han er allermest lykkelig for, at han har gjort i sit liv.
»Jeg tror aldrig, at jeg havde givet min far en krammer. Helt elementært,« fortæller Michael Mørkøv.
»Sidste gang jeg besøgte ham på hospitalet, tænkte jeg, at han skulle have en krammer. Jeg ville sige tak, fordi han havde skabt mig og for alt, han havde gjort for mig. Jeg havde forberedt et farvel.«
Da han nåede hospitalet, tog Michael en dyb indånding. Så fik hans far et kram.
»Jeg kan huske, at han brød sammen. Jeg tror aldrig, at jeg har set min far græde, men det gjorde han, og han sagde, at vi ikke skulle snakke om det nu. Han skød det væk, akkurat som jeg selv ville gøre det. Han tog imod det, men ville ikke tage imod det.«
Det er mange fædres lod. At de ikke vil være centrum, og at de ikke vil have, at man bekymrer sig om dem.
Da Michael Mørkøv begyndte med cyklingen som 11-årig, lovede han sin far at blive ved med det. En racercykel var jo ikke helt billig, og den tanke har aldrig forladt ham.
»Indtil for ikke særlig mange år siden tænkte jeg, at jeg har lovet min far at blive ved med det her, så det har aldrig været en tanke at stoppe. I sig selv var aftalen jo ikke bindende, men den slags ting sidder i baghovedet,« siger Michael Mørkøv.
Der er forskel på en far og en mor. Mens mødre har lettere ved at give ros, som Michael siger det, ved man, at en far mener det, når det sker. Ofte er det - sjovt nok - når det går godt, at han savner en faderskikkelse allermest.
»Jeg tænker mest på ham, når jeg opnår noget stort, og jeg mangler ham at dele det med. Han er jo den af alle, jeg ville ønske kunne se mig, når jeg er med i Tour de France.«
Og så er der noget andet, Michael Mørkøv savner. En fars anerkendelse.
»Det er det, jeg savner ubetinget mest fra ham,« fortæller Michael Mørkøv.
»Når man får et ‘det var godt klaret’. Han behøvede ikke engang at sige det. Han kunne bare kigge på mig. Og så forstod jeg det.«
