Når Tour de France slutter, skal belgiske Frederik Backaert hjem til ca. 200 dyr.

»Vi har ca. 90 malkekøer, som skal malkes. Derudover har vi ca. 100 hektar med lidt af det hele. Urter, majs, korn, bønner, rødbeder, sukkerroer og kartofler,« siger Wanty-Gobert-rytteren.

Inden en af Tourens etaper møder B.T. den 29-årige cykelrytter, der har en anden passion end cykling: bondelivet.

Han er nemlig opvokset på en stor bondegård ved siden af Michelbeke-kirken ved Brakel midt i De Flamske Ardenner. Der bor han faktisk endnu.

»Passionen kommer selvfølgelig af, at jeg bor på en bondegård. Der er altid arbejde – året rundt. Og så hjælper jeg lidt, når jeg har tid. Især om vinteren, hvis jeg kan,« siger han om gården, som hans forældre tager sig af.

Frederik Backaert elsker friheden i at være ude. Og det er jo ligesom at cykle, hvor man er udendørs og nyder naturen. Især dyrene optager den professionelle cykelrytter.

»Jeg kan lide lidt af det hele. Dyrene kan jeg godt lide. Vi har også en hund, som henter køerne med os om aftenen. Jeg elsker dyrene, faktisk.«

Historien om en cykelrytter, der nyder et liv på en stor bondegård på landet, virker noget atypisk, da verdenerne umiddelbart virker som to modpoler. Det kan de også godt være, siger Backaert.

Frederik Backaert skal overtage forældrenes bondegård, den dag han indstiller cykelkarrieren.
Frederik Backaert skal overtage forældrenes bondegård, den dag han indstiller cykelkarrieren. Foto: ANNE-CHRISTINE POUJOULAT
Vis mere

»Egentlig synes jeg ikke, at man arbejder helt lige så meget som cykelrytter. Under Tour de France gør man, fordi løbet varer så mange uger, men når man arbejder på en gård, er der noget 24/7. Der er man altid på arbejde, så verdenerne er forskellige,« forklarer han.

»Til gengæld er det nok mere kollegialt mellem bondemændene. Her kæmper man mere.«

Mange cykelryttere vælger at forblive en del af miljøet, når de indstiller karrieren som professionel. Men du, læser, har nok allerede gættet, hvad Frederik Backaert skal, den dag, han ikke gider cykle mere.

»Jeg vil gerne cykle i nogle år endnu, men jeg gider ikke være en del af cykelsporten efterfølgende. Jeg vil til gengæld arbejde på bondegården. Planen er, at jeg overtager den,« siger Frederik Backaert og smiler.