Når Egan Bernal søndag krydser målstregen i Paris som vinder af Tour de France, sikrer han samtidig colombiansk cykling den største triumf nogensinde.

Nairo Quintana og Rigoberto Urán har tilsammen sendt det sydamerikanske land på Tour-podiet fire gange de seneste seks år. Men nu har det 22-årige supertalent overhalet dem begge indenom.

»Jeg forestiller mig, at alle i Colombia er helt oppe at køre. Det er et historisk øjeblik for vores land, så jeg er meget glad.«

»Det er en drøm, der er gået i opfyldelse. Jeg har set Tour de France på tv og drømt om at vinde det. Nu er min drøm gået i opfyldelse, så jeg har så mange følelser i mig,« siger Egan Bernal.

Der resterer fortsat en enkelt etape af Touren, nemlig den traditionelle paradekørsel til Paris søndag.

Men kampen om klassementet sluttede på Val Thorens lørdag, og det er kun helt usandsynligt uheld, der kan forhindre, at Bernal skal hyldes på Champs-Élysées.

- Det er utroligt, og jeg har stadig svært ved at forstå det. Jeg kan ikke vente, til jeg kører over målstregen i Paris.

- Nu kan vi sige, at vi er meget tæt på sejren. Der er stadig en etape, og jeg håber, at alt går okay, men jeg kan næsten sige, at jeg har vundet Tour de France, lyder det fra Bernal.

På vinderpressemødet i Val Thorens måtte han besvare en del spørgsmål om sin colombianske herkomst.

»Jeg er meget stolt af at være colombianer. Vi fortjener denne sejr. I mange år har vi haft stærke cykelryttere. Men af en eller anden grund er det aldrig lykkedes at vinde. Nairo blev toer og manglede lige det sidste.«

»Men nu har vi sejren. Så mange tak for tilliden, Colombia. Og tak for de mange beskeder, jeg har fået. Jeg er meget stolt af, at jeg i morgen (søndag, red.) bliver den første colombianer, der vinder Tour de France,« siger Bernal.

Han er godt på vej til at blive konge af en gylden colombiansk generation.

Landet fortsætter med at sprøjte talenter ud i en tilsyneladende uendelig strøm, og de fleste store hold har en eller flere colombianske ryttere i staben.

»Det er som en bølge. Når nogle gør det godt, ser holdene mod Colombia.«

»Tidligere har det været kompliceret, fordi de største løb er i Europa. Men det er blevet langt lettere end tidligere at flyve til Europa. Det er en af grundene til, at Colombia nu er, hvor vi er.«

»Esteban Chaves, Rigoberto Urán og Nairo Quintana har haft gode resultater, og vi har altid haft talenter. Men nu kigger alle hold mod Colombia. Og i fremtiden vil endnu flere talenter være med i Tour de France,« spår Bernal.

/ritzau/