På 16. etape af Tour de France måtte Jakob Fuglsang stå af cyklen og udgå efter et voldsomt styrt.

Følgerne viser sig nu at være så voldsomme, at den danske stjerne ikke stiller til start ved gadeløbet Le Tour Revanchen i Struer tirsdag.

»Jeg er ked af, at jeg ikke kan komme og køre. Det er selvfølgelig ikke den Tour-revanche, som jeg havde håbet på,« siger Jakob Fuglsang til B.T.

Danskeren svinger nu forbi arrangementet alligevel for at takke de danske fans for den store opbakning, han har fået gennem den seneste tid.

Sådan så Jakob Fuglsangs forslåede hånd ud fredag den 26. juli. Det var, tre dage efter han styrtede.
Sådan så Jakob Fuglsangs forslåede hånd ud fredag den 26. juli. Det var, tre dage efter han styrtede. Foto: Privatfoto
Vis mere

»Festen bliver måske lidt mindre for mit vedkommende. Men jeg synes stadigvæk, at jeg skylder alle dem, der har støttet mig – både før og under Touren – at møde op. Og jeg kan jo trods alt stadigvæk godt skrive autografer,« siger Jakob Fuglsang.

»Der vil være rig mulighed for at komme og få en autograf og et billede i stedet for. Jeg håber selvfølgelig stadigvæk, at det bliver et godt cykelløb, og at folk stadig synes, det kunne være sjovt at lægge vejen forbi Struer.«

Ved styrtet i Tour de France slog Jakob Fuglsang begge knæ og albuer, og især blev den venstre hånd forslået.

Hånden er fortsat så hævet, at Astana-rytteren ikke kan sidde på cyklen og holde om styret. Første melding fra holdlægen lød på fem dage uden cykel, men den forudsigelse har vist sig at være urealistisk. Faktisk kan der gå op til tre uger, inden hævelsen er væk, fortæller Fuglsang.

»Det gælder om at holde den oppe hele tiden, over hjertet, for at få hævelsen til at fortage sig. Det er ikke lige det, man gør på en cykel.«

Foruden Jakob Fuglsang kommer andre af de danske Tour-ryttere til Struer på tirsdag.

Både Michael Mørkøv og Michael Valgren har meldt deres ankomst til løbet, og der forventes også et par udenlandske stjerner i Struer.

Der kører udelukkende A-ryttere og inviterede ryttere til løbet, som afvikles på en 1,8 kilometer rundstrækning i Struer midtby. Løbet starter klokken 19, hvor der bliver kørt i en time, og derefter køres der fem afsluttende omgange på rundstrækningen.