Jørgen Leth har meldt sig klar til Tour de France. Men den garvede forfatter og journalist mangler noget.

For han søger en kok til sit team.

'Kok søges til Leth's tour til Frankrig. Jørgen Leth har installeret sig på et slot i Sydfrankrig gennem juli måned, og mangler en dygtig kok til at brillere over for Leth og hans dagligt indbudte gæster,' lyder det i et opslag på Facebook.

Mandag holdt Jørgen Leth et pressemøde, hvor han fortalte, at han tager turen sydpå med Citroën, hvor han skal dække årets cykelløb gennem en podcast.

Det sker, efter det tidligere på året blev meddelt, at han ikke bliver en del af TV2-dækningen i år. Derfor tager 82-årige Leth selv af sted til Frankrig.

»Vi sender en podcast ud hver dag. Vi skal igennem Frankrig. Vi skal ikke være på selve ruten. men vi skal rundt i Frankrig og være i nærheden af ruten. Og så vil jeg fortælle om løbet, historien og geografien. Ligesom jeg plejer. Og så vil jeg også komme med vilde teorier,« sagde Jørgen Leth på mandagens pressemøde.

Kokken, han søger, skal være villig til at rejse meget snart – nærmere bestemt den 5. juli – og være klar på at være der, helt til rytterne krydser målstregen i Paris.

Det er dog ikke kun Jørgen Leth, der skal have noget at spise i det franske.

For i opslaget fremgår det, at der skal kokkereres tre retter om dagen til mellem 5 og 20 gæster – i gennemsnit lander det daglige tal nok på de 15, lyder det om tjansen til kokken, der ikke kun får løn for opgaven.

'Til gengæld tilbydes kokken en betydelig eksponering, da der vil blive filmet både samtaler med Leth og gæster om mad, indkøb samt samtaler med gæster under servering etc. Gæsterne vil være en superb blanding af personligheder, fra bankmænd til cykelryttere, med tossede malere ind imellem. Alt sammen vil blive vist på diverse media,' lyder det i opslaget.

Årets Tour de France starter lørdag den 6. juli, og du kan følge hele løbet og meget mere her på bt.dk.

Blandt andet har vi fulgt Jakob Fuglsang op til Touren, og i toppen af artiklen kan du se et afsnit af 'B.T. Backstage' med danskeren.