Et hjerteanfald til superstjernen, Bjarne Riis' magtdemonstration og arrogante Lance Armstrong.
Der skal noget ekstraordinært til for at klare cuttet, når Jørgen Leth her udvælger sine 10 største minder fra de 49 år, der er gået, siden den ikoniske kommentator første gang var til Tour de France.
Herunder kan du se de første fem højdepunkter, som Jørgen Leth har udpeget.
I morgen udkommer en artikel med de sidste fem Leth-minder.
Fik hjerteanfald og blev genoplivet
»I 1970 var jeg til Tour de France for første gang, da jeg skulle lave research til en film. Der er især Eddy Merckx' sejr på Mont Ventoux, jeg husker fra det år. Det var meget fantastisk at opleve. Vi stod én kilometer fra målstregen, og det var helt fantastisk at se rytterne helt opløste af anstrengelse – og særligt Merckx, som havde kørt sig helt ud og kom alene mod mål. Han faldt om på målstregen.«
»Det kunne vi se derfra, hvor vi stod. Vi fik at vide bagefter, at han var besvimet. At han havde fået et hjerteanfald. Det var livstruende. Men han kom over målstregen, vandt etapen og blev bragt til live igen med sådan en defibrillator. Det var en dramatisk oplevelse.«
Mødet med arrogante Armstrong
»Det er jo ikke sådan, at man elsker Lance Armstrong. Det gjorde man heller ikke dengang, hvor man ikke vidste, hvor meget han svindlede med sit helbred. Han vandt syv gange, og det er lidt hårdt at dømme ham helt væk. Men sådan er det jo.«
»Han var jo en bisse og usympatisk. Han var sindssyg hård i sine krav over for de andre ryttere, og hvordan de skulle opføre sig over ham. Derfor var han upopulær i feltet.«
»Men jeg synes alligevel, han var en personlighed. Og jeg har mødt ham nogle gange, og det har været sjovt. Han var sgu skæg at have i Touren. Men han var vanskelig at omgås for journalisterne, fordi han altid ville afkorte det, vi spurgte om. Og så var han arrogant. Han var ikke beundringsværdig i sin omgang med andre.«
»Han er en rytter, man må sætte ud på et sidespor, synes jeg. I en skygge. Det var lidt for voldsomt, hvordan han opførte sig i forhold til løbets traditioner.«
Fænomenale Bjarne Riis
»Bjarne Riis' sejr i 1996 er uforglemmelig. Det var et stort øjeblik. Det var ikke bare det, at han rent faktisk erobrede den gule trøje og løbet. Det var måden, han gjorde det på, som var helt fantastisk stærk.«
»Det var fantastisk, hvordan han på Hautacam starter med at drøner deropad i spidsen for en lille gruppe, og så lader han sig indfange, og så kunne man tolke det, som om hans chance var forspildt der. At det var slut. Men det var ikke tilfældet. Tværtimod lod han sig falde tilbage i bageste position i den udbrydergruppe og starter så et angreb fra den position. Og der kan de ikke følge ham. Ikke én af dem kan følge ham. Heller ikke Indurain eller Tony Rominger.«
»Det er en overbevisende præstation. Det er et uforglemmeligt øjeblik. Ikke kun ud fra en dansk målestok. Simpelthen fordi selve måden, Riis kørte på, var så flot, så offensiv, så overbevisende.«
»Det var rigtig godt. Det husker jeg som et stort øjeblik. Og det har ikke ændret mit syn på det, at han har indrømmet doping. Slet ikke. Overhovedet ikke. Den måde, han kørte på, var fænomenal.«
Han var klar over, at han var en klovn
»Mario Cipollini var en stor skikkelse i 90'erne. Han kendte sine begrænsninger. Det skal man også have respekt for. Jeg kunne godt lide Mario Cipollini for den figur, han var. En slags Fellini-figur (Federico Fellini var en italiensk filminstruktør, red.). En stor klovn. Som optrådte på en scene. Hans scene var Tour de France. Det er en ærlig sag.«
»Det gjorde ham til en figur, at han var sådan – og gjorde ham anderledes end de andre. Cipollini var klar over, at han var en klovn. En intelligent klovn. Ikke en grim klovn. Han var den hvide klovn. Ikke den brogede klovn. Han var en ædel klovn. Og han var sgu god til at finde den rolle hver gang.«
»Han vandt nogle etapesejre, og så tog han hjem. Det var nok. Det kan man sgu ikke håne ham for. Men det gjorde de. Og Tour de France-arrangørerne var dybt utilfredse med, at han forlod løbet i utide, som de sagde.«
»Men det var ikke i utide fra mit perspektiv. Han nåede lige at vise, hvem han var. Og så skulle han ikke nyde noget oppe i bjergene. Det er da klart. Tour de France er jo også en historie om realisme. Og jeg kan godt lide den slags ytringer, som var så ærlige som Cipollinis.«
Kommentator-debut i Tour de France
»Første gang, jeg kommenterede Tour de France, var for DR. Jeg var af sted med Palle Holgersen i 1976 og 1977. DR dækkede det på en helt anden måde, end vi kender det i dag – så de sendte kun udvalgte etaper. Men en af dem var på Alpe d'Huez. Det var en stor oplevelse. Det var medrivende og fantastisk.«
»Det var første gang, hvor jeg virkelig mærkede Tour-suset for alvor. Der var ikke så stor folkelig begejstring for Tour de France dengang, men det var sjovt at være der, og Palle Holgersen var en sjov mand at lave det sammen med. Det står klart i min erindring.«
