Cykelrytteren Jesper Hansen er ikke en del af cykelholdet Cofidis' hold til Tour de France.

Holdet har mandag annonceret otte ryttere til Touren på Twitter, og her er danskeren ikke blandt.

Cofidis har i stedet udtaget seks franskmænd, en spanier og en rytter fra Eritrea.

Med fraværet af den danske bjergged ser det ud til, at det franske udelukkende satser på sprinterne Jesus Herrada Lopez og Christophe Laporte. De øvrige ryttere er Nicolas Edet, Stéphane Rossetto, Natnael Berhane, Pierre-Luc Périchon, Anthony Pérez og Julien Simon.

Cofidis' sportsdirektør, Cedric Vasseur, giver som begrundelse for udtagelsen af rytterne, at det er ryttere, der 'kender til at vinde'.

»Alle har for nylig vundet et eller flere løb: Og hvis de kommer i en situation, hvor de kan vinde en etape i Tour de France, vil de allerede være i besiddelse af værdifuld erfaring,« siger Cedric Vasseur og understreger dog, at holdet stadig vil kunne begå sig i alle terræner.

»Endelig var en af de afgørende faktorer at sørge for at sammensætte et hold, der er fysisk på toppen – set i forhold til antallet af løbsdage siden begyndelsen af sæsonen. Det var også en formel, der gav os succes ved Vueltaen sidste år,« siger Cedric Vasseur.

Med fravalget af Jesper Hansen er der dermed i øjeblikket syv danskere klar til årets Tour:

  • Christopher Juul-Jensen (Michelton-Scott),
  • Mads Würtz Schmidt (Katusha),
  • Søren Kragh Andersen (Sunweb),
  • Jakob Fuglsang (Astana),
  • Magnus Cort (Astana),
  • Kasper Asgreen (Quick-Step),
  • Michael Mørkøv (Quick-Step).

Tour de France begynder på lørdag.