Jakob Fuglsang havde en rolig dag på cyklen, da feltet i dag gennemførte årets længste etape.

De 230 kilometer blev gennemført i et medgørligt tempo, hvor mange af rytterne havde tid til at hyggesnakke, mens de to franskmænd Stéphane Rossetto og Yoann Offredo stegede ude foran.

Det hele endte i en massespurt, hvor Dylan Groenewegen vandt, og spurten forløb heldigvis uden det store drama for danskeren.

Fuglsang kom sikkert hjem med feltet, og selvom 230 kilometer også tærer på kræfterne, så lignede det en dag, hvor danskeren kunne komme sig ovenpå gårsdagens strabadser i bjergene.

Astana-holdet sad hele dagen langt fremme i feltet og holdt dermed den danske kaptajn ude af problemer, modsat eksempelvis Nairo Quintana der en overgang måtte jagte nede bagi.

Alt i alt en stille dag på kontoret for Fuglsang og resten af feltet i en af de mere klassiske sprinteretaper i årets Tour de France.

Jakob Fuglsang kan nu se frem mod morgendagens etape, hvor rytterne skal over en masse små stigninger, og der skal nok bruges flere kræfter, end der blev brugt i dag.

Der var naturilgt nok ingen forskydninger i det samlede klassement, og det danske Tour-håb ligger dermed stadig nummer 11, hvor han er et minut og 11 sekunder efter den førende Giulio Ciccone.