1 minut og 40 sekunder. Så meget tid tabte Jakob Fuglsang i sidevinden på 10. etape af årets Tour de France.

Og årsagen til det store tidstab skal man først og fremmest finde ved Jakob Fuglsang selv. Det mener Astanas danske sportsdirektør Lars Michaelsen.

Han påpeger, at danskeren var uopmærksom, da feltet mod slutningen pludselig splittede.

»Du ved, at der er vind, og du beder dit hold om at holde dig fremme. Så har du allerede fundet ud af, at der er fare på færde. Jeg ved ikke, hvad der skete, da Bora og Team Ineos satte sig frem,« siger Lars Michaelsen og fortsætter:

Lars Michaelsen, sportsdirektør hos Astana.
Lars Michaelsen, sportsdirektør hos Astana. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

»Hvis han havde siddet foran, havde han været i den første gruppe, så jeg tror, han er træt af det selv.«

Team Ineos var blandt de helt store vindere på dagens etape, da både Geraint Thomas og Egan Bernal sad i den forreste gruppe, mens Fuglsang sad med både Thibaut Pinot, Rigoberto Urán og Richie Porte i den anden gruppe.

Hullet var dog på et tidspunkt nede på omkring 10 sekunder, men tættere på kom de aldrig.

»Holdkammeraterne gjorde, hvad de kunne. De bragte ham tilbage til omkring ti sekunder, men så eksploderede de,« siger Lars Michaelsen.

Han er dog ikke klar til at afskrive noget som helst endnu.

»Jakob var ikke den eneste, der tabte tid, så lad os tage den med ro. Der er mange etaper endnu til at rette op på det, så nu må vi se,« siger Lars Michaelsen.

Jakob Fuglsang ligger nu nummer 16 i det samlede klassement.

3 minutter og 22 sekunder efter Julian Alaphilippe i den gule trøje og 2 minutter og 10 sekunder efter Geraint Thomas, der er den bedst placerede af forhåndsfavoritterne.