En mindre hjernerystelse, et flækket øjenbryn, hudafskrabninger og et forstuvet højre knæ.

Selv om Jakob Fuglsang på lørdagens første etape af Tour de France kom op på cyklen igen efter sit styrt, var det ikke uden skader.

B.T. har dagen derpå fanget Astanas holdlæge, Serge Niamke, der giver en status på deres kaptajn:

»Han har fået en mindre hjernerystelse. Han ramte vejen med hovedet først, fra siden. Så han har slået sit øjenbryn, som er blevet syet. Han har mange hudafskrabninger i højre side. Men det er især forstuvningen i højre knæ, der er problematisk. Det er det, som bekymrer mig en smule.«

Foto: POOL
Vis mere

»Fordi det gør ondt, og fordi det reducerer hans styrke, når han sidder på cyklen. Det er de ting, som vi tager os specifikt af i dag siden i går. Men hans lille hjernerystelse og sårene burde være okay. Han har også haft en god nat. Men vi skal se, hvordan det går med knæet,« siger han.

Netop knæet var også det, som Jakob Fuglsang selv påpegede som bekymringen i sin første B.T.-klumme. Den kan du se LIGE HER.

Men faktisk er det danskerens held, at der søndag er holdtidskørsel, fortæller lægen.

»Det er hans held, at det er enkeltstart i dag, selv om det ikke er nemt. Det kommer til at gøre mindre ondt, fordi han ikke skal rejse sig op på cyklen. Holdet vil kunne håndtere det, så han bliver i hjulet med en power alligevel. Havde det været et linjeløb med forhøjninger, havde det været sværere at styre smerten.«

Kan man sige noget om hans chancer for at gennemføre Touren?

»Når man ser hans styrt, kunne hans Tour have været slut i går. Det er heldigt. Meget heldigt. Han har ikke nogen væsentlige skader på knogler, og det er godt. Nu er det virkelig muskelskaden, som man skal håndtere dag efter dag, siger han og fortsætter:

»Løbets gang gør jo, at der ikke er nogen svære bjergetaper de kommende dage med svære afslutninger. Så vi tror og håber på, at der kommer til at være lidt vanskeligheder den første uge, som man ikke havde forventet, men at vi kan håndtere det, så han slutter løbet i god tilstand.«

Jakob Fuglsang og Astana kører ud på dagens 27,6 kilometer lange holdtidskørsel klokken 14.40.