»Papa, papa,« bliver brugt i flæng herhjemme i de her dage. Det er skønt at se min datter Jamie igen, og jeg skal selvfølgelig se alt. Hun viser mig det hele. Vi har ikke fået leget så meget med Lego endnu, men en is har vi da fået os.
Det er dejligt at se min familie igen. Det er til gengæld lidt ærgerligt, at jeg er lidt medtaget efter mit styrt. Jeg kan ikke lege med for fuld gas og røre mig, som jeg gerne ville. Men det er der ikke noget underligt i. Kroppen er stadigvæk lidt smadret, selvom knæene har det bedre. Det har min hånd til gengæld ikke.
Det er lidt irriterende, når jeg spiser. Jeg bruger primært højre hånd og bruger også lidt venstre i ny og næ. Men så snart jeg tager den ned, gør den ondt. Min fornemmelse er muligvis ikke rigtig, men det virker som om, at der løber blod ud i hånden, når jeg har den nede, og der kommer ekstra tryk på min hånd. Så jeg prøver at holde den oppe.
Men det hjælper på smerten og tankerne at have tid med min familie. Bare være sammen med dem, hygge sig og lave ting, der ikke handler om cykelsport.
Jeg har egentlig ikke lavet noget i dag. Jeg har siddet to timer med sårene i en blanding af saltvand og Iso-Betadine for at få dem gjort rene. Så har de fået en gang is, og så har jeg set Tour de France. Det er mere eller mindre det.
Det var frustrerende at se etapen, og det var lige en, der havde passet mig godt. Jeg var rent faktisk ude at rekognoscere denne her etape inden Tour de France, så jeg kender bjergene, nedkørslerne og ved, hvor de hårde procenter på stigningerne ligger.
Men det nytter ikke noget at tænke på. Der er ikke andet for end at sige til mig selv, at jeg ser et cykelløb som et hvilket som helst andet. F.eks. Giro d'Italia. Men jeg ville gerne have været der og kørt med i etapen for at se, hvordan jeg havde gjort det.
Til gengæld tror jeg ikke, at jeg kunne have gjort en forskel. På en etape som den i dag havde jeg højst sandsynligt forsøgt at følge med favoritterne. Men det tror jeg også godt, at jeg havde kunnet. Man kan se, at rytterne ikke har samme friskhed mere. Der bliver taget mindre initiativ og risikeret mindre.
Hvis Alaphilippe har to gode dage fredag og lørdag, og han ikke bliver udfordret længere ude fra, end han gjorde i dag, tror jeg faktisk, at han kan vinde. Det bliver formentlig tæt, men jeg synes, at det ser bedre og bedre ud for ham.
Efter jeg er kommet hjem har det også været dejligt ikke at skulle svare på 1.000 spørgsmål om alt muligt, og jeg har fået noget ro til at komme ud af boblen, som Tour de France nu engang er.
Men jeg er allerede ved at vænne mig til tanken om, at jeg skal tilbage på cyklen så snart, jeg kan. Idéen er at komme tilbage til Vueltaen på højt niveau. Alt efter hvor god jeg er, når jeg kommer tilbage, finder vi ud af, hvad min ambition i løbet skal være.
I forhold til i går føler jeg, at jeg har fået mere mod på det hele. Jeg kan se, at det går langsomt fremad. Det skal nok gå forholdsvist hurtigt med at komme mig i forhold til mine knæ.
Det er mere hånden, der volder problemer, og det er nok det, der kommer til at tage længst tid. Men jeg tror ikke, at det er dårligt for mig at holde en uges pause fra cyklen. Det gjorde jeg f.eks. også efter klassikerne.
Til sidst vil jeg gerne skrive noget i forhold til de mange positive og opbakkende beskeder, der florerer på sociale medier. Ærligt læser jeg ikke så meget af det, men det går ikke ubemærket forbi. Jeg er overrasket over den kæmpe opbakning, jeg kan mærke. Den hjælper på moralen og giver mig lyst til at komme tilbage og vise, at jeg ikke er færdig.
Jeg har sat stor pris på beskeder, der vidner om, at mange ikke har glemt mit forår endnu. Ofte er det sådan i sport generelt, at tidligere succeser hurtigt bliver glemt. Men det her viser, at mit forår har gjort indtryk på folk. Det er jeg glad og stolt over.
Jakob Fuglsang leverer eksklusivt klummer til B.T. under hele Tour de France. De udkommer hver dag efter hver etape. Du kan læse klummen fra dagen efter han udgik, her.
