Jeg er begyndt at blive utålmodig af at ligge stille. Min hånd er stadigvæk meget hævet, og jeg synes også, at der begynder at komme andre ting nu.

I nat vågnede jeg op to gange med krampe i det ene ben, fordi jeg har en sene i baglåret, som fik et ordentligt hug ved styrtet. Egentlig synes jeg, det går fremad. Det går bare ikke hurtigt nok.

Jeg har talt med en læge her i Luxembourg, som er venner med Loulous forældre. Hånden ser egentlig fin ud, men det kan tage 14 dage eller tre uger, før hævelsen er væk. Det er lang tid. Jeg håber, at jeg kan komme på cyklen før det og holde fast i styret. Ellers må jeg forsøge mig på en hometrainer.

Nu er planen, at jeg skal køre Vueltaen næste måned. Til september er VM også en ambition. Målet? Det er at tage VM-striberne. Jeg vil vinde og være klar til at køre finalen. Jeg vil være helt med fremme.

På trods af, at Touren måske ikke er gået godt i mange år, er det stadig et af mine mål, og jeg synes, at det giver mening at forsøge.

Uanset hvordan man vender og drejer det, er Grand Tours de vigtigste løb i sæson for den type rytter, som jeg er. Jeg synes ikke, at jeg kan se bort fra dem på nogen måde. Til gengæld kan det diskuteres, hvordan jeg skal gribe dem an - om jeg skal komme med ambitioner i det samlede klassement, eller om jeg skal komme for at vinde etaper.

Det afhænger også meget af, hvor jeg skal køre den kommende sæson. Hos Astana er der allerede blevet snakket om, at Miguel Ángel López skal køre Touren næste år. Skal han det, og jeg kører for Astana næste år, er spørgsmålet, om jeg skal med for at hjælpe ham, om vi skal køre med to kaptajner, eller om jeg kommer til at satse på Giroen i stedet for.

Faktisk kan det være en fordel for mig, hvis jeg ikke skal være kaptajn til Touren. Så kunne jeg være det i Giroen og bruge Touren som forberedelse til OL, som også er et stort mål for mig. Og det er svært at præstere både til Tour de France og OL.

Jeg føler ikke, at jeg har udnyttet mit potentiale og fået det maksimale ud af mig selv i Grand Tour-sammenhæng, og jeg er sikker på, at jeg har mere at vise. Tidligere i min karriere har jeg gjort det godt i de løb, og jeg tror ikke, at jeg har mistet det. Jeg er overbevist om, at jeg kan skabe resultater og succesoplevelser i Grand Tours de kommende år.

Jeg giver ikke op og har egentlig lidt en revanchefølelse. Med alle de uheld, jeg har haft, så tænker jeg, at det hele klapper og går op i en højere enhed, når det så vender.

Tour de France når formentlig at blive færdig, før jeg finder ud af noget konkret i forhold til, hvor jeg skal køre næste år. Lige nu er jeg i venteposition og venter på endelige tilbud.

Får jeg det, som jeg vil have det, skal det være på et hold, som først og fremmest har rigtig godt udstyr og er helt fremme i forhold til udvikling. Jeg er af den overbevisning, at udstyr betyder utrolig meget i cykling nu om dage. Dermed ikke sagt, at du ikke kan vinde cykelløb uden, men jeg tror på, at det har en stor betydning.

Det skal også gerne være et hold, som er lidt moderne tænkende og er med på at udvikle sig. Der skal ikke være for meget »vi plejer«-tankegang i den, som der ellers har været meget af i cykelsporten. Stort set alle hold er begyndt at nytænke mere, men holdet skal være med på beatet i forhold til udviklingen og være innovativt.

På de parametre kunne Astana godt være bedre, men sådan er det med alle hold. Vi er på rette vej, og Astana er ikke på den måde udelukket.

I forhold til strukturen må mit fremtidige hold godt minde om Astana. Holdet har virkelig oppet sig de sidste par år med træning, træningslejre og programlægning. Der er en klar plan, en klar idé om, hvordan det hele skal lukkes, og hvordan man får det maksimale ud af rytterne.

Jakob Fuglsang leverer eksklusivt klummer til B.T. under hele Tour de France. De udkommer hver dag efter hver etape. Du kan læse gårsdagens klumme her.