Folk kiggede sådan lidt, da de så en mumie komme gående ind på McDonald's i dag. »Hvad fanden har han lavet,« må de have tænkt, da de så mig gå ind, plastret til på arme og ben.

Onsdag blev dagen, hvor jeg forlod Frankrig og Tour de France rent fysisk. Jeg satte mig ind i en bil med Loulou og hendes veninde Jenna, der er kæreste med Søren Kragh Andersen. Så satte vi ellers bare kursen mod Luxembourg, hvor lille Jamie bliver passet af sine bedsteforældre.

Undervejs stoppede vi så på McDonald's for at få noget is til min hånd. Det dunker i hånden, og jeg kan mærke, at smerterne i kroppen er stærkere end efter mit styrt på første etape.

I dag er jeg stiv i kroppen, og jeg føler mig smadret fra ende til anden. Mentalt har jeg det selvfølgelig bedre, og jo længere tid, der går, jo mere afklaret bliver jeg med, at jeg er udgået af Tour de France. Det gav ingen mening. Det var ikke min Tour. Heller ikke i år.

Med de smerter jeg har i dag, alene af at sidde i en bil, er det helt urealistisk, at jeg skulle sidde på en cykel i 40 graders varme. Jeg fik lavet en CT-skanning af min hånd i morges, men der var heldigvis ikke andet end en kæmpe blodansamling, som formentlig tager 14 dage at komme af med.

Jeg har en video af mit styrt på nettet, hvor jeg kan se, at jeg var chanceløs. Jeg kunne ikke have gjort noget anderledes, og nu er der ikke andet for end at tænke: »Sket er sket. Nu skal jeg ovenpå igen, og så må Vueltaen være det næste mål.«

Min form til Vueltaen kommer til at afhænge af, hvor hurtigt jeg kommer på cyklen igen, og hvordan jeg har det, når det sker. Men jeg vil stadigvæk gerne vise noget mere i år, selvom det har været et perfekt forår.

Man kommer ikke udenom, at en nedtur som den, jeg har oplevet, sætter sig mentalt. Og det psykiske bliver nok sværere for mig at komme over end det fysiske. Nogle gange kan det være svært at finde viljen til at give alt i forsøget på at være på toppen igen, når det er gået galt, som det nu er gået under Touren.

Alt det, man skal ofre. At skulle starte fra ny og gøre det altsammen én gang til. Det kan være svært at begynde at træne for fuld smadder med det samme og pine sig selv på samme måde, fordi det mentalt vil sidde i mig i et stykke tid endnu. Jeg har gjort så meget for at være klar til Touren. Og så blev det alligevel ikke til noget.

Man kan tage sig selv i at sidde og tænke over meningen med det hele. I går havde jeg en snak om kontrakt, hvor jeg tog mig selv i at tænke: »Ved du hvad? Nu kan det kraftedeme også bare være ligemeget. Tror du ikke bare, du skal finde på noget andet at lave, i stedet for at slå dig selv til lirekassemand den ene gang efter den anden?«

Den slags tanker forsvinder heldvigvis forholdsvis hurtigt igen, men de strejfer mig da alligevel. I momentet ved jeg jo godt, at jeg aldrig ville nå så langt, at jeg ville sige stop.

Alligevel kommer de da, når man ligger dér med to smadrede knæ, is på hånden, benene og man bare er helt færdig. Om det man har gang i giver mening, eller om man havde gjort bedre i at vælge noget andet.

Det var mærkeligt at sige farvel til gutterne i morges og vide, at de skulle køre en etape i dag. Jeg har siddet og fulgt lidt med på min telefon, men i bund og grund skulle jeg jo have siddet derude. Jeg skulle have været sammen med dem. Jeg skulle have kørt løbet. Spøjs følelse.

På den ene side har jeg lyst til at følge med og leve mig ind i det, og på anden side har jeg også lyst til at sige: »Ved du hvad? De kan rende mig. Tour de France? Det kan da være ligemeget.«

Men jeg ved godt med mig selv, at jeg kommer til at se noget af de tre næste etaper. Jeg har nok også godt af at ligge lidt på sofaen.

Jakob Fuglsang leverer eksklusivt klummer til B.T. under hele Tour de France. De udkommer hver dag efter hver etape. Du kan læse klummen fra den dag, han udgik, her.