Mandagens tidstab på 10. etape har reelt sendt Jakob Fuglsang ud af kampen om at vinde Tour de France.

Den dystre spådom kommer fra Fuglsangs gamle ven og holdkammerat Andy Schleck, der ikke levner danskeren mange chancer efter at have sat 1 minut og 40 sekunder til efter en fejl i sidevinden.

Luxembourgeren, der i en årrække kørte for Bjarne Riis' hold Team CSC, udnævnte før Tour-starten Fuglsang til løbets største favorit. Men nu er gabet op til de bedste klassementfolk blevet for stort, mener han.

»Det var tåbelig tid, der blev tabt i mandags, og jeg tror, at løbet er kørt i forhold til klassementet.«

Andy Schleck og Jakob Fuglsang kørte sammen for Team Leopard-Trek.
Andy Schleck og Jakob Fuglsang kørte sammen for Team Leopard-Trek. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

»Touren er forbi for Jakob, tror jeg. Hvordan har han tænkt sig at vinde 1 minut og 40 sekunder tilbage? Det bliver meget svært,« siger Andy Schleck.

Især Ineos, der under navnet Team Sky har siddet tungt på Tour de France de senere år, ser ud til at være svært at hamle op med.

Holdets to spydspidser, Geraint Thomas og Egan Bernal, ligger lige nu på henholdsvis anden- og tredjepladsen i det samlede regnskab.

»Ineos er den store favorit til at vinde Touren. Sådan var det før, og det blev bekræftet i mandags. Det hold er koncentreret hele vejen igennem, hvilket andre desværre ikke er, lyder det fra den tidligere stjernerytter,« siger Andy Schleck.

Jakob Fuglsang og Andy Schleck under Tour de France i 2013.
Jakob Fuglsang og Andy Schleck under Tour de France i 2013. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

B.T. talte i starten af Tour de France med Andy Schelck, der vandt løbet i 2010 efter en fratrækning af sejren til Alberto Contador, og her fortalte han om sit venskab med Fuglsang.

»Jeg elsker Jakob. Det er der ikke nogen tvivl om. Der er ikke en rytter i feltet, jeg har stærkere følelser omkring, og som mit hjerte banker mere for, end ham,« sagde Andy Schleck blandt andet i interviewet, hvor han afslørede, at han gerne ville give danskeren råd med på vejen.

Tour de France-feltet skal mandag køre 209,5 kilometer mellem Toulouse og Bagnères-de-Bigorre.

/ritzau/