I år skal være året for Jakob Fuglsang under Tour de France. Drømmen om en podieplads har været der længe, men i år er anderledes end tidligere.

Den danske Astana-kaptajn har nemlig en anden tro og selvtillid, og derfor er det ifølge ham nu også realistisk, at han ender med en topplacering.

»Lige nu er mit mål at slutte på podiet. Man har selvfølgelig brug for held, og det kan så godt være, at det ender med en plads i top-5. Drømmen er selvfølgelig at vinde.«

»Men målet er podiet, og jeg mener, det er realistisk. Jeg har et stærkt hold bag mig, så det skulle være muligt,« siger den 34-årige dansker på et pressemøde i startbyen Bruxelles.

Sidste år var første gang, at Fuglsang var den eneste kaptajn på holdet, hvor ambitionen lød på en placering blandt de fem øverste. Her endte det hele dog med en skuffende 12.-plads.

Men i år er alligevel helt anderledes, fastslår han.

»Jeg havde også en god fornemmelse sidste år, og jeg troede også på det. Men det er klart, at med det forår, jeg har haft, så har jeg en endnu større selvtillid og en endnu større tro på, at det i år kan være året,« fortæller han.

Han mener samtidig, at han har lært meget fra skuffelsen i fjor og kan profitere af de ting, der gik galt.

Astanas kaptajn, Jakob Fuglsang, var selvsikker på onsdagens pressemøde forud for årets Tour de France. Med på podiet var sportsdirektørerne Dmitriy Fofonov og danske Lars Michaelsen.
Astanas kaptajn, Jakob Fuglsang, var selvsikker på onsdagens pressemøde forud for årets Tour de France. Med på podiet var sportsdirektørerne Dmitriy Fofonov og danske Lars Michaelsen. Foto: JOHANNA GERON
Vis mere

»Jeg har lært nogle ting fra sidste år og har forbedret mig på nogle punkter, der kan være med til at gøre forskellen. Min plads på holdet er helt sikkert også blevet styrket som kaptajn, og holdkammeraterne er nu i højere grad klar til at give sig 100 procent for mig, fordi jeg har vist, at jeg har niveauet.«

Men den øgede selvtillid og tro skal også føre til noget. Og her tror Jakob Fuglsang, at han med den også kan være bedre i stand til at træffe de rigtige beslutninger, fordi han har en anden ro.

»Det gør også, at jeg tør bruge holdet på en måde ved for eksempel at gøre løbet hårdt. Før i tiden var det måske lidt mere med at afvente og se, hvad de andre gjorde. Nu har jeg troen på mig selv og på, at planen kan lykkes.«

Jakob Fuglsang og de 175 andre ryttere begynder Tour de France på lørdag med en 194,5 kilometer flad etape, der starter og slutter i Bruxelles.