Jakob Fuglsang er stadig generet af smerter efter styrtet på 1. etape.

Alligevel er den danske Astana-kaptajn godt tilfreds med, hvordan mandagens 3. etape udviklede sig.

Også selvom Fuglsang tabte fem sekunder til Team Ineos-stjernen Egan Bernal, der lige nu er den største favorit til den samlede sejr.

»Jeg kan ikke sige, jeg er 100 procent fit. Men det går fremad, og for hver dag vi passerer jo bedre. Forhåbentlig heler jeg undervejs,« sagde Jakob Fuglsang med et smil efter etapen til TV2.

Mens Jakob Fuglsang tabte vigtige sekunder til Egan Bernal, sad han på hjul af den anden Ineos-stjerne Geraint Thomas, da de krydsede målstregen.

Og danskeren er altså også fortsat fortrøstningsfuld - særligt fordi han kunne sidde med favoritterne på den korte, men hårde stigning, der var 16 km før mål.

»Da der blev åbnet op, var det ikke sådan, jeg følte så meget til knæet. Jeg tror, tankerne gik andre steder hen, og adrenalinen måske hjalp smerterne lidt til at forsvinde,« sagde Fuglsang til TV2.

»Alt taget i betragtning var det en veloverstået dag,« fortsatte Fuglsang.

Selve etapen vandt Julian Alaphilippe fra Quick-Step, og franskmanden sikrede sig samtidig den gule trøje.