Jakob Fuglsang kom under pres for anden dag i streg i Tour de France.

Den danske Astana-kaptajn måtte slippe, da løbets største favoritter stak af på sidste bjerg.

Det så ellers positivt ud, da Movistars Mikel Landa stak af fra feltet på næstsidste stigning. Her forsøgte Jakob Fuglsang at gå med, men han kunne ikke holde spanierens hjul og faldt tilbage i favoritgruppen.

På det sidste bjerg, Prat d'Albis, stak Thibaut Pinot med seks kilometer tilbage, og her var det kun Egan Bernal, Julian Alaphilippe og Emanuel Buchmann, der kunne følge med.

Mikel Landa sætter Jakob Fuglsang på den næstsidste stigning på 15. etape.
Mikel Landa sætter Jakob Fuglsang på den næstsidste stigning på 15. etape. Foto: MARCO BERTORELLO
Vis mere

Jakob Fuglsang blev sat af og satte sig i en gruppe med Geraint Thomas, Richie Porte og Steven Kruijswijk.

Værre blev det dog, da Jakob Fuglsang med cirka fire kilometer tilbage ikke kunne følge med dem heller.

Foran dem var Simon Yates stukket af fra dagens udbrud og endte med at vinde etapen - hans anden i dette års Tour de France - foran Thibuat Pinot, der tog tid på samtlige favoritter.

Julian Alaphilippe knækkede dog oppe ved de forreste og endte med at tabe tid til gruppen, hvor Steven Kruijswijk og Geraint Thomas sad. Han holdt dog fast i sin gule førertrøje.

Jakob Fuglsang kom i mål som nummer 14 på etapen - et minut og 55 sekunder efter Simon Yates. Han taber dermed et minut og 21 sekunder til Thibaut Pinot.

Jakob Fuglsang ligger nu nummer ni i det samlede klassement, hvor han er blevet overhalet af Mikel Landa og Alejandro Valverde, men til gengæld er han gået forbi Rigoberto Uran.