Jakob Fuglsang har stadig problemer efter sit styrt på Tour’ens 1. etape, men alt i alt var han tilfreds med både sin egen og Astanas præstation på holdtidskørslen.

Det forklarede danskeren, da han mødte medierne efter etapen, hvor Astana tabte 20 sekunder til Team Ineos med de to Tour-favoritter Geraint Thomas og Egan Bernal på holdet.

»Jeg har haft bedre dage, men efter i går er jeg stadig tilfreds generelt. Jeg har det bedre.«

»Vi snakkede om i går, at jeg måske bare måtte diktere farten og så sidde på hjul og følge med. Men jeg er glad for, at jeg også kunne føre. Jeg føler ikke, det er på 100 procent. Men dag for dag kommer jeg tilbage,« sagde Fuglsang, før han forklarede, hvordan smerterne efter styrtet generer ham:

»Jeg havde ondt i knæet. Positionen (på cyklen, red.) drillede ikke så meget resten af kroppen, men i knæet havde jeg stadig en bedøvende følelse. Jeg kompenserer nok lidt med det venstre ben i stedet. Alt i alt synes jeg egentlig, det gik fint,« sagde Fuglsang.

»Jeg kørte måske på 85 procent i dag. Heldigvis er det et stærkt hold, der gør vi ikke mister meget tid, når alt kommer til alt,« fortsatte han.

Jakob Fuglsang blev også spurgt til Astana-lægens udmelding om, at danskeren har fået en hjernerystelse efter sit styrt lørdag.

Hertil lød svaret:

»Jeg var lidt rystet i går, da jeg rejste mig op og havde fået en på hovedet. Måske en lille en…,« sagde Fuglsang, som stadig er positiv i forhold til Tour-chancerne.

»I dag var nok den værste dag. Jeg er stadig optimistisk. Der er lang vej.«