Lørdagens etape i Tour de France bliver af frygt for dårligt vejr forkortet fra 130 til 59 kilometer.

Uvejret i Alperne ender med ikke kun at få konsekvenser for 19. etape af Tour de France, der blev kørt fredag.

Tour de France oplyser fredag aften på Twitter, at lørdagens etape fra Albertville til Val Thorens på grund af frygt for dårligt vejr og jordskred bliver forkortet fra 130 til 59 kilometer.

Etapen starter stadig som planlagt i Albertville klokken 14.30, men rytterne vil så tage en omvej i forhold til den oprindelige rute, der fører hen til foden af stigningen op til Val Thorens, 36 kilometer fra mål.

Det betyder, at feltet ikke skal over kategori 1-stigningen Cormet de Roselend og kategori 2-stigningen Cote de Longnefoy.

Fredagens Tour-etape blev stoppet før tid, da de forreste ryttere var på vej ned ad dagens store stigning, Col de l'Iseran.

Tv-billeder viste, at der længere fremme på ruten lå voldsomme mængder af regn på vejen, ligesom et jordskred et andet sted havde blokeret vejen.

Det endte med, at tiderne på toppen af l'Iseran var gældende.

Egan Bernal er ny mand i gult.
Egan Bernal er ny mand i gult. Foto: GONZALO FUENTES
Vis mere

Det betød, at Egan Bernal overtog løbets førertrøje fra Julian Alaphilippe. Colombianeren angreb og kørte fra de øvrige på vej op ad l'Iseran.

Bernal har inden lørdagens etape 48 sekunder ned til Alaphilippe på andenpladsen og 1 minut og 16 sekunder ned til holdkammerat Geraint Thomas, som vandt Tour de France sidste år, på tredjepladsen.

Steven Kruijswijk og Emanuel Buchmann er på fjerde- og femtepladsen henholdsvis 1 minut og 28 sekunder og 1 minut og 55 sekunder efter den førende colombianer.

/ritzau/