Astanas Magnus Cort lagde ikke fingrene imellem, da han i et interview kaldte holdet for uorganiseret.

Og derefter var spørgsmålet så, om Astanas danske sportsdirektør Lars Michaelsen var enig i den kritik. Men herfra blev det lettere bizart.

Efter 11. etape spurgte han nemlig pressen, hvad der skulle snakkes om i dag, og her var der én ting på dagsordenen: Magnus Cort.

Magnus Cort har kaldt holdet uorganiseret. Er det en karakteristik, du kan genkende?

Lars Michaelsen kiggede, mens han havde et lille smil på. Efter nogle sekunders tavshed faldt endnu et spørgsmål.

Er det uorganiseret set med dine nordiske øjne?
»Der er i hvert fald en kulturforskel. Så tror jeg ikke, jeg skal sige mere,« lød det kort fra Lars Michaelsen, inden han begyndte at gå hen mod holdets bus.

Hvor ligger du henne på den kulturskala?
»Jamen, jeg er jo skandinaver,« sagde han, inden han forsvandt ind i bussen.

Det var i et interview med TV 2 Sport, at Magnus Cort ovenpå det store tidstab til Jakob Fuglsang på 10. etape kaldte holdet for uorganiseret.

Foto: Claus Bonnerup
Vis mere

»Det lyder, som om kritikken om, at Astana er lidt for uorganiseret, faktisk er berettiget,« lød spørgsmålet fra reporteren til Cort.

»Ja, det tror jeg. Det kan man nok godt sige. Det er nok ikke nogen hemmelighed,« sagde han, ligesom han forklarede, at holdet ovenpå skuffelsen på 10. etape nu har fået nogle klarere roller.

Er det ikke lidt sløset at være ti dage inde i Touren og allerede have oplevet en mindre katastrofe, inden man får defineret sine roller?
»Det vil jeg være enig med dig i,« sagde Magnus Cort.

Danske Jakob Fuglsang blev efter etapen også spurgt ind til Magnus Corts udlægning af, hvordan holdet er organiseret.

»Til tider kan det godt være lidt uorganiseret. For Magnus er det helt sikkert en anden kultur, end han har været vant til. Hvis du kigger på et hold som Ineos, så ligner vores nok en rodebutik i forhold til, men det er også de forskellige mentaliteter. Det er ikke kun vores hold. Det tror jeg, du finder mange steder,« sagde kaptajnen.