Cykelrytterlivet rimer på mange forskellige hotelværelser. Rigtig mange. Det er også tilfældet for danske Magnus Cort, der har gjort nomadelivet til et koncept på sin Instagram-profil.

Astana-rytteren laver nemlig anmeldelser af sine hotelværelser, hvor han giver dem et antal stjerner ud af syv og bruger hashtagget #roomsandratings, og i den forgangne uge skete noget historisk. Et hotel scorede for første gang topkarakter med syv stjerner ud af syv mulige.

Det 'fejrede' Cort ved at sidde med champagne, chokolade, blomster og øl på billederne i opslaget fra hotelværelset.

Men efter gårsdagens etape skete noget, som ikke måtte ske. I forbindelse med topkarakteren fik danskeren doneret en kasse med otte forskellige flasker øl (det er ottende billede i opslaget), som han af god grund ikke drak selvsamme aften.

Søndag sagde det bang. Mens Astana-bussen holdt i målområdet og ventede på, at de turkisklædte ryttere gennemførte etapen, kom holdets buschauffør til at tabe en af flaskerne, så den eksploderede i tusind stykker lige foran holdbussen.

Øllen stod ikke til at redde, og Magnus Cort fik overrakt den dårlige nyhed af holdets pressechef, da han var trillet i mål.

Danskeren var efter sigende stærkt utilfreds med hændelsen. Historien melder dog intet om, hvorvidt bornholmeren vil kræve en ny øl af Astana-chaufføren.

Men mon ikke danskeren havde et glimt i øjet, da han brokkede sig over episoden. Han har i hvert fald syv øl tilbage, som han kan hælde i sig.