Tårerne fik frit løb hos colombianske Egan Bernal, der stolt fik overrakt den gule førertrøje efter en yderst dramatisk 19. etape.

Team Ineos-rytteren kørte nemlig fra alle de andre favoritter op ad den stigning, der endte med at blive etapens sidste på grund af et jordskred.

Dermed overtog han også førertrøjen fra Julian Alaphilippe.

»Det er helt utroligt at have den gule trøje. I morgen er der endnu en meget svær etape, og vi er ikke i Paris endnu. Men da man gav man mig trøjen og løven (tøjdyr, red.), fik jeg lyst til at græde. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. I morgen vil jeg gøre mit bedste,« sagde han til fransk tv efter overrækkelsen.

Egan Bernal, der er feltets yngste rytter, overtog trøjen efter en yderst dramatisk og forvirrende 19. etape, hvor et jordskred blokerede vejen og pludselig satte en stopper for det hele.

Og den 22-årige colombianer indrømmer, at det ude på ruten var meget mærkværdigt pludselig at stoppe.

»Vi kunne ikke fortsætte løbet under de her omstændigheder, men det var nok det bedste sted at stoppe rytterne. Det er rigtigt, at det virkede meget bizart i momentet, og vi forstod ikke, det der skete. Men nu har jeg den gule trøje, og det er en drøm for mig,« siger han.

Egan Bernal er inden årets sidste bjergetape 45 sekunder foran Julian Alaphilippe på andenpladsen, mens han har sin holdkammerat og forsvarende Tour de France-vinder, Geraint Thomas, på en tredjeplads 1 minut og 11 sekunder efter.