»En dejlig og anderledes historie.«

Sådan beskriver Sunweb-rytteren Cees Bol den rørende historie, som han var en del af i starten af årets Tour de France.

På årets femte etape røg hollænderens cykelcomputer af, da han ramte en drikkedunk på vejen. Der var intet at gøre. Den var væk.

»Jeg tænkte: Shit happens. Jeg mistede filen på computeren og det hele, men det var ikke et problem, for vi havde nok af dem tilovers. Næste dag brugte jeg bare en anden,« fortæller Cees Bol til B.T.

Men så tog sagen en uventet drejning. Rytteren modtog nemlig en Instagram-besked fra en dansk dreng, som fandt cykelcomputeren i vejkanten.

Skærmen var ødelagt, men computeren, der bar rytterens navn, virkede stadig, og derfor ville drengen aflevere den til Bol. Se Instagram-opslaget i bunden af artiklen.

Er du drengen, eller ved du, hvem han er? Så skriv til journalist Frederik Hjorth Gernigon på frge@berlingskemedia.dk

»Næste aften kom drengen forbi vores hotel, og jeg fik Sigma'en tilbage. Det er virkelig dejligt, at der stadig er ærlige mennesker i denne verden,« fortæller han.

Og så fik drengen en gave med hjem af den hollandske rytter.

»I starten af Touren havde vi en dragt, som blev forvasket. Så tænkte jeg, at han måske kunne bruge den, så den fik han med en autograf. Han blev virkelig glad for den, og jeg var glad for at få min Sigma tilbage. Vi havde et godt byt,« siger Cees Bol.

Den danske dreng og familien var endda heldige at møde Cees Bols danske holdkammerat Søren Kragh Andersen, der tilfældigvis kom hjem fra en gåtur, da familien stod foran hotellet.

»Det er dejligt at møde normale mennesker, som ikke er en del af cirkusset her ved Tour de France og bare er søde ved én. De var vist også glade for at få et indblik i, hvordan det foregår på hotellet, og se rytterne,« fortæller han.

Først så Cees Bol ikke drengens besked, som poppede ind som en anmodning på hans Instagram-profil.

»Men drengen likede alle mine billeder, så jeg tænkte: Hvem er den fyr? Sådan fik han min opmærksomhed,« fortæller Sunweb-rytteren.

Ifølge Cees Bol vil han huske episoden mange år endnu.

»Selvfølgelig husker man det, for det er en anderledes og fed oplevelse. Tak til dem for at værre ærlige!«