Som sportsdirektør har jeg aldrig nogen sinde glædet mig til Tour de France. Snarere tværtimod. Jeg har aldrig pakket min kuffert til de tre uger med glæde.
Den første uge er modbydelig. Man skal lige i gang og ind i rytmen.
Det værste er starten med alle de praktiske ting, fra man ankommer om onsdagen. Logistikken, lægetjek, træninger, pressemøder. De dage op til starten er det værste djævelskab.
Og når løbet så går i gang, er der én ting, som forbløffer mig år efter år: hvor mange mennesker der er og kan stå langs en landevej. Det er vildt, hvor mange kilometer man skal køre, før man kan stoppe og tage en tissepause.
Men alligevel er der intet, der måler sig med de få dårlige dage, man altid har under Touren, når man ikke er udhvilet. De dage er længere end alle andre.
Som sportsdirektør under Tour de France sidder man en hel dag og koncentrerer sig om ikke at ramme tilskuerne med bilen.
Og det er oven i, at man selvfølgelig også lige skal have styr på sine ryttere og taktikken.
Efter etapen ankommer man så måske til det her gamle slot. Du kigger på det og tænker: »Hold kæft, det er det flotteste, du nogensinde har set.« Man har fået suiten helt oppe i toppen i tårnet. Alt er godt. Problemet er bare, at varmen stiger opad, så det er ligesom at sove i en sauna.
Der får du nogle rigtig dårlige dage. Hvis man ikke er udhvilet, så føles det hårdere end alt andet. Og på tre uger vil der altid være en dag eller to, hvor man føler, man har været til fest hele natten, når man vågner.
Men nu skal det heller ikke lyde, som om Tour de France er ét stort mareridt. For det er det langtfra. Eller i hvert ikke kun.
For lige så lidt, jeg har lyst til at tage af sted, når jeg skal af sted, lige så meget har jeg lyst til at blive, når det slutter.
Endorfinerne suser stadig rundt i kroppen, når jeg lander derhjemme. Man har været væk i næsten en måned, og man tror, man savner sin familie, men i stedet kigger man bare ud ad vinduet og tænker: »Hvor fanden er helikopteren henne?«
Det tager altid lige et par dage at falde ned igen. Man skal pludselig ned i et helt andet gear, og man får en følelse af tomhed. Og det er hver gang. Det er en slags jetlag, hvor hjernen ikke er med. Man bliver helt sindssygt rastløs.
For under Tour de France kører man på et helt særligt højt gear, når først løbet er i gang. Man sover mindre, og man er mere på. Det er en god følelse.
Men den rigtig gode følelse rammer mig altid først i den sidste uge. Det er her, jeg plejer at føle, at jeg er i himlen.
Jeg glæder mig til cykelløbet hver dag, når jeg starter servicebilen før etapen og tænker på taktikken. Det er nu, man skal ud at slås. Det taktiske spil.
Det er derfor, man er der. Det er ikke noget, man føler, men man skriver cykelhistorie, når man sidder der. Når man laver noget taktisk og kører i sidevinden eller angriber på det stejle stykke. Når man gør de her ting, der går over i historien. Dét bliver man afhængig af.
Og når det hele så går op i en højere enhed, og man vinder. Den følelse. Hvis jeg er ude at løbe, efter vi har vundet, kan jeg jo løbe 10 kilometer på 35 minutter.
Og har vi fået en ordentlig øretæve, så har man dykkersko på, og der tager det måske en time og 35 minutter. Så mærker man virkelig, at man lever.
På den måde er Tour de France både fuldstændig fantastisk og fuldstændig forfærdelig på én og samme tid.
Og ved I hvad? Jeg elsker det.
Go' Tour derude.