Jeg kan se, at der er rigtig mange, der løfter øjenbrynene over Julian Alaphilippe, og hvad han har præsteret indtil videre. Jeg kender ham indgående, og jeg er altså ikke det mindste overrasket.

Vi har på holdet hele tiden vidst, at han ville køre stærkt.

Han kom ind til Dauphiné efter en pause og sagde, at vi ikke skulle forvente det store. Han endte med at vinde en etape og blive nummer syv på enkeltstarten.

Derfra ville han kun blive bedre, og det har han bevist under Touren. I den sammenhæng er der noget, folk hele tiden glemmer om Alaphilippe.

Han er frygtløs. Jeg har sagt lige siden, han kom på holdet, at han er som et lille dampbarn. Han er et energibundt, som jeg aldrig nogensinde har oplevet før.

Han bremser i sidevinden, han kører ud i rabatten og hopper rundt på træningslejre, og han hopper over mure. Det er sådan, han er. Han gør hele tiden noget, som om fanden tager ved ham.

Hvis du kører i bil med ham, sidder han og synger og skråler. Sekundet senere sidder han sgu og sover. Så går der 20 minutter, og pludselig er han der igen. Og han vågner ikke, som alle andre. Han vågner med 400 i timen og begynde at lade, som om han spiller trompet.

Jeg kan se, at der er flere mistænkelige miner over Alaphilippes overskud efter enkeltstarten, hvor han hakker bagbremsen i og glider hen ad asfalten efter sin etapesejr.

Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Men hvis folk synes. det er exceptionelt, så kan jeg fortælle, at jeg efter et hårdt etapeløb har set ham gå rundt på hænder inde i holdbussen efter en sejr, mens alle andre var helt færdige.

Mistænkeliggørelsen om doping vil altid være der. Det er en del af det at have den gule trøje. Alt andet ville være unaturligt, og der ligger cykelsporten, som den har redt. Det kan man hverken tude eller blive sur over.

Men lad os nu også lige huske på, at sol, måne og stjerner har stået helt rigtigt for Alaphilippe. Hvis han havde været ude for et lille uheld, så var der slet ikke nogen, der havde talt om ham som den store kanon.

Han har været den bedste enkeltstartsrytter og den bedste til at håndtere cyklen. Hele puslespillet er indtil videre lykkedes for ham, og jeg kan også se, at der er nogen, der går så langt som at tro på, at han nu kan vinde det hele.

Der er jeg altså ikke endnu. Hvorfor ikke, tænker du måske?

Jeg kender ham. Rigtig godt endda. Han kan lige så vel overleve de næste par bjergetaper, som han kan sidde nede i gruppettoen​ sammen med Viviani og Mørkøv.

Og det ender da nok også med, at han taber den. Lige så meget han har vundet, lige så meget kan han sprænge i luften. Det kan være i dag eller i alperne. Han vinder stort, men han plejer altså også altid at gå helt død.

15. etape kommer til at være afgørende for, om man kan begynde at drømme om, at han kan vinde. Ikke før.

Foto: MARCO BERTORELLO
Vis mere

Enhver kan også se, at han bruger for meget energi. Hvis man kører klassement, sidder man konstant og gemmer sig. Man venter og venter. Han kører bare, og det har kostet mange kræfter.

Jeg vil næsten gå så langt som at sige, at det næsten er naturstridigt, hvis han lige pludselig ikke sprænger i luften på et tidspunkt under årets Tour.

Men lad os nu glæde os over, at vi har en stjerne, der rent faktisk ikke er Chris Froome, der er kedeligere end kedelig.

Her kommer der altså en, der kan slå på trommer. En, der kan synge og danse og, en, der er en akrobat på cyklen.

Lige nu har vi en gul trøje, der er en velopdragen, høflig knægt uden nogen former for stjernenykker. Men som alligevel også er en skiderik.

Han er uforudsigelig som ingen andre, og han gør altid, hvad han føler for. Det er også derfor, at vi intet kan udelukke, for ingen ved, hvad den sympatiske franskmand kan hive op af sine høje hat.

Så i stedet for at løfte øjenbrynene og pege fingre, synes jeg vi skal nyde det cykelløb, vi har gang i.

På 14. etape var det jo nærmest mere overraskende, at Geraint Thomas ikke kunne side med end at Alaphilippe blev siddende med favoritterne.

Det kunne også have været Geraint Thomas og Team Ineos, der stod på det hele allerede nu, men nu skal de jo angribe for første gang i holdets historie.

Er det ikke det, vi gerne vil se?