Det har ikke været et let Tour de France for Jakob Fuglsangs Astana, der har været ramt af fysiske problemer hos flere ryttere.

Og nu kan det muligvis være slut for en af danskerens hjælpere.

Spanske Luis Léon Sánchez har under dette års Tour døjet med rygproblemer, og nu vil der snart blive taget en beslutning om, hvorvidt han må udgå eller ej.

Det fortæller Astanas sportsdirektør Dmitriy Fofonov til B.T.

»Sánchez har ondt i ryggen. Vi har lavet røntgen på ham i dag (mandag, red.), og vi ved ikke, om han fortsætter løbet. Vi har fået resultaterne, og under mødet i aften med lægerne, tager vi en beslutning om, hvorvidt det er værd for ham at fortsætte eller ej. Vi venter stadig på detaljerede informationer,« siger han.

Det var allerede efter tredje etape, at den spanske veteran Luis Léon Sánchez mærkede til problemer i ryggen, og han fortalte til B.T. inden årets første hviledag,  at han håbede, det ville blive bedre.

»Vi har haft skiftet cykler fra enkeltstarts- til landevejscykler, og det fordrer forskellige positioner på cyklen. Det er en muskelsmerte, som ikke er behagelig på en landevejscykel. Vi må se, om det bliver bedre med hviledagen, sagde han.

Udover Sánchez’ rygproblemer har Astanas Pello Bilbao tidligere haft maveproblemer, mens danske Magnus Cort styrtede og brækkede sin lillefinger under fjerde etape.

Luis Leon Sanchez kan muligvis have kørt sin sidste etape i årets Tour de France.
Luis Leon Sanchez kan muligvis have kørt sin sidste etape i årets Tour de France. Foto: BENOIT TESSIER
Vis mere

Jakob Fuglsang har i sin daglige klumme i B.T. også nævnt Sánchez’ problemer, og hvilken betydning den spanske rytter har for ham og holdet.

»Han er ellers en mand, man altid kan regne med. Han kan blive vigtig, fordi han er så erfaren, god og stærk en rytter, at han kan være afgørende. Han er en stor motor og god til at læse situationen i løbene;« har han blandt andet skrevet.

Det er dermed fortsat uvist, hvorvidt Luis Léon Sánchez stiller til start på morgendagens etape.

Her skal rytterne ud på en 177 kilometer lang flad etape med mål i Nîmes.