Endelig.

Sådan tænkte Julian Alaphilippes nærmeste konkurrenter formentlig søndag, da franskmanden efter et indtil videre imponerende Tour de France viste svaghedstegn og tabte tid.

Quick-Step-rytteren knækkede kort før mål på Prat d'Albis-stigningen og mistede blandt andet 1 minut og 16 sekunder til Thibaut Pinot, 58 sekunder til Egan Bernal og 27 sekunder til Geraint Thomas.

Men tidstabet overrasker ikke Alaphilippe, der stadig vil være at finde i den gule trøje, når feltet igen tirsdag ruller ud på de franske landeveje.

»Vi vidste, det ville blive en hård dag. Jeg betalte for det, jeg tidligere har ydet, i finalen. Jeg forventede at tabe lidt tid i dag.«

»Jeg er glad for stadig at have den gule trøje. Jeg gjorde mit bedste for at kæmpe og beholde føringen. Drømmen lever videre. Jeg har aldrig været favorit, og vi har stadig det hårdeste foran os,« siger franskmanden på Tourens hjemmeside.

Søndagens etape blev vundet af Mitchelton-Scott-rytteren Simon Yates, der tog sin anden sejr på fire dage.

/ritzau/