En enkeltstart og to hårde bjergetaper.

Der bliver knald på for Tour de France-feltet de kommende dage, hvor vi for alvor får de første svar på, hvem der skal kæmpe med om sejren i årets Tour de France.

Geraint Thomas og Egan Bernal fra Team Ineos har begge allerede sat sig selv i en god position ved at have skabt lidt afstand til sine konkurrenter - blandt andre Jakob Fuglsang, der som bekendt smed et minut og 40 sekunder på 10. etape.

Og det britiske holds sportsdirektør, Nicolas Portal, er sikker på, at vi alle snart bliver meget klogere.

»De næste to etaper er særligt vigtige. Enkeltstarten og den første bjergetape vil vise, hvem der er de stærke ryttere og stærke hold. Det er i alt tre dage, hvor man skal give sig 100 procent,« forklarer han til B.T.

Faktisk tror den franske sportsdirektør på, at rytteren, der fører efter den sidste Pyrenæer-etape, meget vel kan gå hen og være årets vinder.

»Det bliver meget svært at generobre den gule trøje i Alperne. Medmindre den person knækker eller bliver ramt uheld, burde vi se en rytter, der er den stærkeste i feltet og derfor også er stærkest op ad de høje bjerge i Alperne.«

Men selvom Team Ineos allerede har sit selv i en gunstig med to ryttere i toppen af klassementet, så kommer storholdet ikke til at lade nogle konkurrenter køre, hvis det står til dem.

Der venter nogle aførende dage for danske Jakob Fuglsang, der skal ud og hente tid på nogle af sine konkurrenter, hvis målet om en podieplads skal indfries.
Der venter nogle aførende dage for danske Jakob Fuglsang, der skal ud og hente tid på nogle af sine konkurrenter, hvis målet om en podieplads skal indfries. Foto: Claus Bonnerup
Vis mere

»Vi har en liste med ret mange navne på. Vi passer jo på. Bardet lader vi for eksempel Ikke stikke, hvis vi kan undgå det. Det ville være en stor fejl fra vores side af, hvis vi lod ham køre. Så bliver han jo en del af det igen,« forklarer Portal.

Og det er samme er gældende for Jakob Fuglsang, selvom danskeren er to minutter og 10 sekunder efter Geraint Thomas.

»Selvfølgelig passer vi på Jakob Fuglsang. Han har jo haft en super sæson og vandt det sidste etapeløb inden Touren. Jeg tror, at han har selvtillid, og holdet også har det, der skal til, så vi skal være vågne.«

Selv har den danske Astana-kaptajn i sin daglige klumme i B.T. gjort det klart, at han skal tage et spring i klassementet i løbet af weekenden, hvis han skal gøre sig forhåbninger om podiet.

Astanas sportsdirektør Dmitriy Fofonov er overbevist om, at de kommende dage vil rykke godt og grundigt op i klassementet.
Astanas sportsdirektør Dmitriy Fofonov er overbevist om, at de kommende dage vil rykke godt og grundigt op i klassementet. Foto: JOHANNA GERON
Vis mere

Også Jakob Fuglsangs sportsdirektør, Dmitriy Fofonov, er enig i, at der i løbet af weekenden kommer til at ske ting og sager, der vil give nogle svar.

»Alle tre etaper er vigtige. Det er jo nogle store bjergetaper, og det kommer til at sætte aftryk på klassementet,« siger han.

Fofonov udpeger særligt 14. etape, der slutter på toppen af bjerget Tourmalet, som en afgørende dag.

»Den kommer nok til at rykke på nogle ting i forhold til klassementet. Selv hvis der også skulle køre et udbrud. Jeg ved ikke, hvordan løbet bliver den dag, men på Tourmalet kan man ikke trille stille og roligt opad.«

Inden det for alvor begynder at gå opad, skal Tour de France-feltet fredag ud på en 27,2 kilometer lang enkeltstart, der starter og slutter i Pau.