Bilka og legetøjsbutikken BilligLeg I/S bryder ikke bare loven én, men to gange. For det første sælger de legetøj, som indeholder forbudte og sundhedsskadelige ftalater. For det andet bryder de loven, når de i strid med sandheden fortæller forbrugerne, at flere af deres legetøjsprodukter ikke indeholder sundhedsskadelige og uønskede kemikalier.

Laboratorietest, som Forbrugerrådet Tænk Kemi har lavet af 30 legetøjsprodukter, viser nemlig, at tre produkter fra Bilka og to fra BilligLeg I/S indeholder ftalater, som er mistænkt for at være hormonforstyrrende, og som står opført på en EU-liste over såkaldt  ‘særligt problematiske’ kandidatlistestoffer.

Det er stoffer, som EU enten er ved at udfase, holder skarpt øje med og i nogle tilfælde allerede har forbudt til brug i legetøj. For eksempel var 25 procent af et oppusteligt hoppedyr fra Bilka lavet af ftalatet DIBP, som er ulovligt i legetøj til børn fra 0-3 år. Det selv om Bilka - før Forbrugerrådet Tænk Kemis test -  havde oplyst, at produktet slet ikke indeholdt nogen kandidatlistestoffer

Ftalatet DEHP,  som er forbudt i alt legetøj, fandt Forbrugerrådet Tænk Kemi i plast-bondegårdsdyr i Bilka og i to bolde fra BilligLeg I/S. Både DIBP og DEHP er velundersøgte, siger Anna-Maria Andersson, som er forskningsleder for Center for hormonforstyrrende stoffer på Rigshospitalet.

»De her stoffer påvirker hormonsystemerne. Fra rotteforsøg ved vi, at de skader udviklingen af de mandlige kønsorganer, sædkvaliteten samt påvirker hjernens udvikling. Der er en grund til, at de her stoffer er forbudte i legetøj, og hvis jeg havde købt nogle af de her produkter, ville jeg smide dem ud,« siger hun og tilføjer:

»Som forbruger ville jeg være varsom med at købe blødt plastlegetøj, der er produceret uden for Danmark og EU. Testen viser jo desværre, at man ikke kan regne med, at legetøjet er fri for ftalater.«

Fundet af ftalater i legetøjet var desværre forventeligt, siger Claus Jørgensen, som er projektchef i Forbrugerrådet Tænk Kemi.

»Importørerne og forhandlerne har helt sikkert svært ved at tjekke, om de produkter, de indkøber, lever op til reglerne. Men det er ingen undskyldning, for loven siger, at du som forhandler skal have styr på leddene bagud i kæden. Det er positivt, at der ikke var noget i 25 ud af 30 produkter, men det er selvfølgelig ikke godt, at produkter, der er målrettet børn, indeholder ulovlige ftalater,« siger han.

Forbrugerrådet har anmeldt fire af de fem produkter til Miljøstyrelsen, som nu skal tage stilling til, om forhandlerne skal pålægges at tilbagekalde produkterne hos de kunder, der nåede at købe dem, inden Bilka og BilligLeg I/S stoppede salget af dem.

Bilka: Vi har fjernet produkterne

Forbrugerne kan være helt trygge, for Bilka har allerede fjernet det hoppedyr og de plast-bondegårdsdyr, som Forbrugerrådet Tænk Kemi fandt ulovlige ftalater i. Sådan lyder fra Kasper Reggelsen, kommunikationsmedarbejder i Dansk Supermarked Group, som Bilka hører under.

»Vi har indledningsvis valgt at fjerne de to legetøjsprodukter, som Tænk har undersøgt. Vores danske leverandør VN Legetøj A/S har taget sagen meget seriøst og tester selv varerne løbende. De seneste syv test viser intet indhold af ftalater, men sagen skal naturligvis efterforskes nærmere. Da der er tale om legetøj, har vi valgt at fjerne produkterne fra alle vores butikker, imens sagen undersøges til bunds,« siger han og tilføjer:

»Vi vil selv få testet begge legetøjsprodukter, og indtil vi har fuldstændig klarhed over testresultaterne, kommer legedyrene ikke på hylderne igen, og vores kunder er naturligvis velkomne til at returnere varerne i butikken og få pengene retur.«

Bilka vil ikke tilbagekalde allerede solgte hoppedyr og plast-bondegårdsdyr, men afventer Miljøstyrelsens afgørelse, efter Forbrugerrådet Tænk Kemi har anmeldt produkterne til styrelsen.

Forbrugerådet Tænk Kemi fandt også uønskede stoffer i '3-2-1 Go'-reflekser fra Bilka, men ifølge Bilkas leverandør CSI A/S skal reflekserne ikke kategoriseres under reglerne for ‘legetøj. Produktet lever ifølge Bilka op til samtlige lovkrav, og leverandørens egne test viser ifølge Bilka ‘ absolut intet indhold ftalater'  i reflekserne.