Sæt alt på et bræt i ferien

Så skal der kastes terninger, flyttes rundt med brikker og brilleres med paratviden. Efterårsferien er højsæson for brætspil. Klassikere som Matador og Ludo holder stadig, men lige nu vrimler det også med nye udfordringer til de spilleglade. For eksempel Pixo, der er kåret som årets familiespil 2009, og Trivial Pursuit for hold. Spilforsker Lars Konzack forklarer, at behovet for brætspil er blevet endnu større i takt med, at computerspil er blevet udviklet. Handler om hygge - Det er en meget social aktivitet at spille brætspil, og selvom man konkurrerer mod hinanden, er hyggen det vigtigste element i spillet. Computerspillene Nintendo Wii og Singstar er oftest noget, man bruger i forbindelse med fester. Brætspil drejer sig derimod om at sidde og hygge sig stille og roligt, selvom bølgerne selvfølgelig godt kan gå lidt højt, når man konkurrerer, siger Lars Konzack. Taberne er bare uheldige Selvom der i alle familier kan være dårlige tabere, ødelægger det generelt ikke den hyggelige stemning, at én står tilbage som vinderen. - I de fleste terningespil, f.eks. Ludo, er spillerne afhængige af held. Det gør sig faktisk også gældende i quizspil, selvom man konkurrerer på paratviden. Taberne konkluderer for det meste, at de selv bare var uheldige at få de sværeste spørgsmål. På den måde undgår man sure miner, siger Lars Konzack.

Connect 4

Den originale, hvor man putter brikker i for oven, den avancerede, hvor brikkerne både kan puttes i for oven og poppes ud for neden, og point-spillet, hvor der dystes om flest 'stik'. Både børn og voksne kan have glæde af en omgang eller to, men det bliver hurtigt trivielt. Et spil tager ca. 5-10 minutter. Pris: 119,95 kr. Forhandlere: Dansk Supermarked, Toptoy og Legekæden.

Pictureka

Det er brætspillets svar på Find Holger, og det hele foregår på tid. Det er et sjovt spil for børn, og pulsen stiger, mens uret tikker. Spillet er mest velegnet til tre spillere. Et minus er spillets fl ade farver, man savner lidt kulør til det heftige tempo. Men alt i alt et udmærket spil til børnebordet. Pris: 279,95 kr. Forhandles hos Legekæden.

Trivial Pursuit Team

Det passer perfekt til seks personer – tre på hvert hold. Spillet er meget anderledes end det originale Trivial, da man selv kan vælge kategori og satse på bonuspoint. Der er forskellige spørgsmålstyper med f.eks. svarmuligheder eller sandt/falsk. Man kan desuden nå at vinde, selvom man er langt bagud, ved at satse på bonuspoint. Super feriespil for voksne. Pris: 449,95 kr. Forhandles bl.a. hos Bøger & Papir, Bog&Idé og Legekæden.

Trivial Pursuit Disney

Desuden har man nogle action-kort, der kan hjælpe med at få en ost eller et nyt spørgsmål. Spørgsmålene er møntet på folk, der er opdateret på de nyeste Disney-film. Der er både spørgsmål til børn og voksne, og det fungerer godt. Pris: 399,95 kr. Forhandlere: Toptoy, Legekæden, Dansk Supermarked.

Cranium

Cranium er både eksperimenterende, udfordrende og sætter fantasien i gang. Man dyster i hold, og det er mest optimalt at samle både voksne og børn på samme hold, hvis hele familien skal deltage. Spillet tager en times tid, men tiden fl yver, da spillet er sjovt. Der er fuld fart over feltet. Pris: 299,95 kr. Forhandlere: Bl.a. Bog&Idé og Coop.

Monopoly City

Det er et svært spil, som kræver tid til, at man sætter sig ordentligt ind i det. Man bliver i spillets regler da også rådet til at tage et prøvespil, inden man for alvor går i gang med at spille. Det såkaldte prøvespil endte dog med at tage syv timer. Alt i alt et underholdende voksenspil. Pris: 499,95 kr. Forhandlere: Legekæden, Dansk Supermarked og Bøger & Papir.

Pixo

Alle kan være med, når der tegnes og gættes. Der kræves ikke de store kunstneriske talenter – det gør kun spillet sjovere og mere udfordrende, når tegningerne kun lige akkurat er genkendelige. Det kan ikke undgås at fremkalde nogle gode grin, uanset alder. Vær dog opmærksom på, at regelsættet skal læses grundigt igennem før start, da spillet umiddelbart kan forekomme temmelig forvirrende. Men når først reglerne er på plads, går det som en leg. Pris: 399 kr. Forhandlere: Bøger og Papir, Bog & Idé og Arnold Busck.

Harry Potter Cluedo

Det trækker ned, at spillet kan virke meget forvirrende og uoverskueligt, men det er positivt, at alle kan spille med. Det er ikke en forudsætning, at man kender til Harry Potter-bøgerne. Spilles bedst af tre-fem personer. Pris: 349,95 kr. Kan købes hos Bog&Idé og Legekæden.