Zverev forlænger amerikansk titeltørke i US Open-finale
Ben Shelton kunne stoppe amerikansk grand slam-titeltørke, men Alexander Zverev kom i vejen i US Open-finale.

Ben Shelton kunne stoppe amerikansk grand slam-titeltørke, men Alexander Zverev kom i vejen i US Open-finale.

Ben Shelton havde muligheden for at gøre en ende på 23 års grand slam-tørke for de amerikanske tennisherrer, men måtte se sig slået i US Open-finalen, hvor Alexander Zverev var en klasse bedre.
Den 29-årige tysker sejrede med cifrene 6-3, 7-6, 5-7, 6-2 og sikrede sig dermed karrierens anden grand slam-titel. Den første fik verdens nummer to ved årets French Open.
Dermed er Andy Roddick stadig den seneste amerikanske grand slam-vinder i herresingle.
Roddick triumferede i US Open i 2003, og siden er 23 år gået for den tennisstolte nation, der til sammenligning vandt 39 grand slam-titler hos herrerne på de 23 år i perioden fra 1980 til 2003.
Om det var nationens pres, skal være usagt, men Shelton virkede anspændt fra start og blev brudt allerede til 0-1 på en dobbeltfejl.
Uden at være specielt prangende var Zverev klart ovenpå og snuppede sættet ved at bryde igen til 6-3.
Andet sæt var mere lige. Sheltons forhånd lynede i glimt, selv om det ikke var på samme niveau som tidligere i turneringen. Problemet for Shelton var, at Zverev servede så godt, at amerikaneren aldrig var i nærheden af at bryde.
Sættet endte i tiebreak, og her viste Zverev evnen til at være en tand skarpere på de vigtige point. Endnu en forrygende serv sikrede tiebreaksejr med cifrene 7-2.
Shelton løftede sit spil yderligere til tredje sæt og spillede sig til sin første breakbold midt i sættet, som Zverev imidlertid afværgede på flotteste vis.
Men amerikaneren havde for alvor fået fat nu. Han blev kun bedre mod sættets afslutning og satte prikken over i'et ved at bryde Zverev til sætsejr på 7-5.
Tyskeren kom dog skarpt ud til fjerde sæt, og han brød amerikanerens serv til 1-0 efter en af kampens længste dueller.
Der var intet comeback i Shelton. Han blev brudt igen til 2-5, og i det efterfølgende parti lukkede Zverev kampen på den første matchbold efter lidt mere end tre en halv times tennis.
Med triumfen følger et beløb svarende til 37 millioner danske kroner, hvilket er rekord. Shelton får halvdelen og rykker mandag op som verdensranglistens nummer fire, hans højeste i karrieren.
RITZAU