Caroline Wozniacki kan se tilbage på et af karrierens mest turbulente tennisår. BT dykker ned i Wozniackis wanvittige 2016.

Dyb spillemæssig krise, en OL-optakt, der endte som en farce og far Piotrs opsigtsvækkende udmelding, der sendte chokbølger gennem tennisverdenen.

Caroline Wozniackis 2016 bød på masser af stormvejr, der undervejs fik kritikere til at sænke Danmarks tennisdarling, men som en stædig korkprop holdt hun sig oven vande og endte året med et bemærkelsesværdigt comeback til tennistoppen.

Hent kaffen og stig ombord på Wozniacki-ekspressen. BT tager dig i hånden og giver dig overblikket over Caroline Wozniackis hæsblæsende tennisår.

Nytår på godt og ondt

Foto: PAUL CROCK
Vis mere

Januar: Caroline går ind til sæsonen mere fit end nogensinde. Sådan lyder det i hvert fald fra flere iaggtagere. Amerikaneren Benjamin Barrick er hentet ind som fysisk træner, mens den danske fysioterapeut Mark Abildhauge også har tilsluttet sig Team Caro. Resultatet er en flyvende start på årets første turnering i New Zealand, hvor det bliver til en semifinaleplads. Den positive boble af optimisme sprænger dog med et brag kort efter, da Wozniacki løber ind i et choknederlag i første runde af Australian Open.

Nøgne Wozniacki

Februar: Caroline vækker opsigt verden over med vovede billeder i det ikoniske magasin Sports Illustrated. I magasinets legendariske ’Swimsuit edition’ smider Wozniacki alle kludene, idet hun udelukkende optræder iført bodypaint. Billederne er en manifestation og styrkelse af Wozniackis verdensomspændende giga-brand, men leverer samtidig brændstof til kritikernes gamle sang om, at Caroline Wozniacki bruger for meget tid på andet end sin tennis.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Samme måned bliver Wozniacki samtidig præsenteret som den danske OL-delegations fanebærer i Rio. Udnævnelsen møder kritik – blandt andet fordi Wozniacki aldrig tidligere har hentet medalje ved et OL. Selv kalder hun det for et af højdepunkterne i karrieren. På banen kan hun ikke leve op til omtalen fra hverken nøgenbillederne eller fanebærer-æren. Her skuffer hun med tidlige exit i Skt. Petersburg og Doha.

’Wozniacki-nedtur gør mig ked af det’

Marts: Caroline Wozniackis problemer på banen udvikler sig og vækker bekymring i tennismiljøet. Manden bag tennis-podcasten ’The Body Serve’ erklærer sig direkte ked af danskerens nedtur, mens den anerkendte amerikanske tennisskribent Matt Cronin tørt konstaterer, at Wozniacki ikke har præsteret siden juli 2015. Reaktionerne kommer som følge af nedture i Miami og til Indian Wells.

OL pludselig i fare

April: Modgangen får medvind, da Caroline Wozniacki under en træning skader sin ankel. På Twitter fremviser hun sin skadede fod på et hospital, og sportsligt må hun melde fra til turneringer i Istanbul, Madrid, Rom og Fed Cup i Egypten. Sidstnævnte betyder, at den udnævnte OL-fanebærer ikke opfylder kravene for direkte OL-kvalifikation, og dermed er hun i reel fare for at misse en af karrierens højdepunkter. Skandalen lurer, og det bliver der sat fokus på overalt i den danske presse. April byder også på endnu et forsøg på nye sportslige input, da tjekkiske David Kotyza bliver hentet ind som ny træner.

Genoptræning og dyster udmelding

Maj: Caroline Wozniacki oplever for første gang i karrieren en længere skadespause. Fra basen i Monaco genoptræner hun anklen, mens hun samtidig nyder pausen fra de konstante rejser til turneringer rundt i verden. Hun tager blandt andet fransktimer og spiller klaver, mens hun gør fysiske fremskridt. Sideløbende vokser usikkerheden om hendes OL-deltagelse. Særligt da det danske medlem af det internationale tennisforbunds bestyrelse, Thomas Königsfeldt, lufter sin bekymring.

”Jeg er ikke optimist,” siger han til BT.

Comeback og lettelse

Foto: STEFAN WERMUTH
Vis mere

Juni: Endelig! Efter to måneders pause gør Wozniacki comeback, men formen er rusten. Tre engelske græsturneringer byder på tre skuffelser, inden sommerens helt store test: Wimbledon. Her bliver nedturen total med nederlaget i første runde. Alligevel kan Caroline Wozniacki tage fra det britiske med et lille smil. Under turneringen bliver måneders farce om OL-deltagelsen afsluttet med det bedst mulige udfald, da Wozniacki får den dispensation, hun skal bruge. I den kulørte afdeling byder juni på en optræden i det populære herremagasin Esquire, hvor Wozniacki stiller op til en fræk billedserie.

Av min albue

Foto: ERIK S. LESSER
Vis mere


Juli:
Åh nej, ikke igen. Mens Caroline Wozniacki arbejder på at finde kampformen, rammes hun af et nyt tilbagefald under Citi Open i Washington, hvor hun må trække sig under andenrundekampen mod Samantha Stosur. Denne gang er det albuen, den er gal med, hvilket igen sætter OL-deltagelsen i fare. På verdensranglisten koster de mange dårlige måneder dyrt. Her dumper Wozniacki ned som nummer 53. Hun fortsætter dog med at smile til de eksklusive fester. Blandt andet da hun i midten af måneden deltager i ESPY Award, der kårer årets bedste sportsudøvere. Her deltager også hendes tidligere forlovede Rory McIlroy og den tidligere flirt, NFL-spilleren J.J. Watt.

Lyser op på Maracaña

Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

August: Caroline Wozniacki ryster sin albueskade fra sig og flyver til Rio, hvor hun kaster stjerneglans over det danske OL-hold, som hun fører ind på legendariske Maracaña under den olympiske åbningsceremoni i et af karrierens mest mindeværdige øjeblikke. Selve den olympiske tennisturnering bliver dog langt fra mindeværdig for Wozniacki. Allerede i anden runde ryger hun ud, da tjekkiske Petra Kvitova viser sig at være for stærk.

Vendepunkt på ’hjemmebanen’ og ’bomben’

Foto: ELSA
Vis mere

August/september: Bunden rammes på verdensranglisten, hvor Wozniacki er styrtdykket til en placering som nummer 74. Men bunden bliver samtidig afsæt til et imponerende spring med favoritturneringen US Open som affyringsrampe. Turneringen, som Wozniacki har kaldt sin egen baghave med reference til luksuslejligheden i New York, bliver et imponerende vendepunkt. På vejen mod semifinalen viser hun storspil med sejre over to top 10-spillere, inden Angelique Kerber agerer endestation.

Det ændrer dog ikke på, at turneringen er et kæmpe selvtillidsboost, der markerer, at Caroline Wozniacki langt fra har mistet kvaliteten til at være med i verdenstoppen. Turneringen byder samtidig på en sand bombe fra farmand Piotr Wozniacki, der i et interview til Ekstra Bladet udtaler, at Caroline Wozniacki kan være på vej mod et snarligt karrierestop. Selv gør Wozniacki ikke meget for at afdramatisere historien, som hele verdenen kaster sig over. I august oplyses det også, at træner Peter Kotyza har trukket sig fra samarbejdet. Nu er det igen Piotr, der står for træningen.

Årets første triumf

Foto: ISSEI KATO
Vis mere


September: Wozniacki rider videre på bølgen fra US Open og tager sæsonens første turneringssejr i Tokyo, inden hun fortsætter storspillet i Wuhan. Spillet er aggressivt, flydende og fuld af fysisk overskud. Pludselig er hun på imponerende vis i spil til at kvalificere sig til årets store og prestigefyldte sæsonfinale.

Slutter af med stil – og giver opløftende garanti

Foto: BOBBY YIP
Vis mere

Oktober: Rundturen i Asien byder på mere optur, da Caroline Wozniacki sejrer i Hong Kong. Eksperter kæmper om at storrose danskeren, der hyldes for noget af karrierens bedste spil. Kroppen er dog ved at være slidt efter en lang sæson, hvorfor hun må trække sig fra sin efterfølgende kvartfinale i Luxembourg grundet en blanding af sygdom og en fodskade.

Derfor melder hun også afbud til ’den lille sæsonfinale’ i Kina, som hun ellers har kvalificeret sig til med sit spring op til en 16. plads på verdensranglisten. Det afbud koster en bøde på 50.000 dollars.

Sidst på måneden gæster hun KBs træningsanlæg på Frederiksberg til et velgørenhedsarrangement, hvor hun gør det klart, at hun trods sin fars snak om karrierestop som minimum tager en sæson mere.

»Jeg spiller i hvert fald et år mere. Så der er ikke noget der,« siger hun med et stort smil til BTs udsendte.

Ferietid

November: Caroline Wozniacki flader ud efter en opslidende sæson og holder som altid sin fanskare opdateret på de sociale medier. Her fremviser hun flittigt bikinien, som også bliver flashet, da hun deltager i den såkaldte Neckar Cup arrangeret af den britiske excentriker og mangemilliardær Richard Branson. Her er der også deltagelse af diverse eksstjerner, men selve turneringen får ikke meget opmærksomhed. Det gør i højere grad de mange festlige billeder fra øen af Bransons særligt udvalgte kendisser.

Opbygning af form

December: Har udnyttet boligen på Fisher Island ud for Miami, hvor hun ejer en stor penthouse-lejlighed. Her har hun bygget sin fysiske form op og svunget ketsjeren, mens der også var været plads til en dukkert i havet og sjov med venner. Fejrede jul med familien på Fisher Island.