For 150.000 kroner kan man få bedre talentudvikling og potentielt skabe nye verdensstjerner, siger DTF.

København: Efter tennissporten fik sløjfet hele sin årlige støtte på knap en millioner kroner fra Team Danmark, vakte det undren i Dansk Tennis Forbund (DTF), at Caroline Wozniacki alligevel får 150.000 kroner i støtte til sin OL-satsning.

Fredag sagde direktøren i DTF, Sune Irgens Alenkær, til Ekstra Bladet, at forbundet ville have mere gavn af at disponere over pengene end Wozniacki.

Tennis-direktøren forklarer, at støtten i stedet kunne sikre, at forbundets muligheder for at udvikle en ny Wozniacki forbedres.

Spørgsmål: Hvad kan man få for 150.000 kroner?

- Man kan få adskillige specifikke træningssamlinger med de målgrupper, som skal være fødekæden til kommende verdensstjerner, siger Sune Irgens Alenkær til Ritzau.

- Man kan få en lang række klubdialog-møder, hvor man både har spillere og forældre med. Forældrene er en afgørende faktor i forhold til udviklingen af spillerne rent elitært. Det har man også set med Wozniacki.

- Derudover er det vigtigt, at vi har kontakt til alle trænerne ude i klubberne. Det er vigtigt, at den enkelte klub har en rød tråd i forhold til talentudviklingen.

- 150.000 kroner svarer næsten til et halvt årsværk, som kunne gå til en medarbejder, der er dialog med klubber, forældre, bestyrelser og så videre om, hvordan vi skaber verdensstjerner, siger direktøren.

Efter DTF mistede støttekroner, har prioriteringerne i forbundet været benhårde. Det har blandt andet betydet, at samarbejdet med Kenneth Carlsen er blevet mindre.

- Jeg skal finde penge andre steder for at aflønne de konsulenter og landstrænere, som kommer ud til de her møder i klubberne.

- Selv om 150.000 kroner ikke nødvendigvis lyder af meget, så betyder det en hel del for vores prioriteringer. Vi skal både sørge for talentudvikling, men også for foreningsudvikling. Derfor er det mange penge i vores regnskab, siger Sune Irgens Alenkær.

Direktøren tilføjer, at man sonderer markedet for kommercielle samarbejdspartnere, der kan støtte forbundet og talentudviklingen i dansk tennis.

/ritzau/