Caroline Wozniacki deltager ikke med det danske landshold i Fed Cup, som starter i næste uge.

Caroline Wozniacki deltager ikke i næste uges Fed Cup for Danmark.

Det skriver Dansk Tennis Forbund i en pressemeddelelse.

Med afbuddet hænger tennisstjernens OL-deltagelse i 2020 i en tynd tråd.

Hendes deltagelse i Fed Cup var nødvendig, hvis hun skulle nå at opfylde kravene for at komme i betragtning til en plads ved OL i Tokyo i sommeren 2020.

Her skal man nemlig deltage i to Fed Cup-turneringer inden OL, og der er kun i år og næste år tilbage.

- Er Caroline ikke med i næste uge, så bliver det svært, sagde sportschef i Dansk Tennis Forbund Jens Anker Buus Andersen torsdag til Ritzau.

Også op til OL i 2016 missede Wozniacki kravene på grund af en skade, men ved den lejlighed fik hun dispensation til at deltage alligevel og var også Danmarks fanebærer ved legene.

28-årige Wozniacki blev udtaget til det danske Fed Cup-hold i starten af januar, men tennisstjernen lider af en gigtsygdom og er for mærket til at kunne stille op i turneringen, står der i pressemeddelelsen.

- Det er vi rigtig kede af. Vi havde håbet, at Caroline kom med ned og forstærkede vores hold.

- Med Caroline på holdet ville vi være betydeligt stærkere end uden Caroline, siger Jens Anker Buus Andersen.

Tennisstjernen fik i sensommeren sidste år konstateret gigtsygdommen leddegigt.

Wozniacki deltog senest i Australian Open i januar, hvor hun røg ud i tredje runde.

I stedet for Wozniacki deltager Hannah Viller Møller på det danske hold ved Fed Cup, hvor også Clara Tauson, der i sidste uge vandt Australian Open for juniorer, er med.

Danmark skal i første omgang møde Polen og Rusland i næste uges turnering.

/ritzau/